Skriv en kommentar
I 1909 drog den erfarne polarfarer kaptajn Egner Mikkelsen (Nikolaj Coster-Waldau) sammen med den lige så uerfarne polarfarer mekaniker Iver Iversen (Joe Cole) på det der blev til en årelang ekspedition i det nordøstlige Grønland for at bevise overfor amerikanerne, at Grønland ikke var opdelt i to stykker land. Pointen var, at vi og ikke amerikanerne derfor kunne gøre krav på Grønland.
Lad det være sagt med det samme; filmen lever først og fremmest i kraft af fotograf Torben Forsbergs forrygende billeder. Om det er i de dramatiske scener med isbjørneoverfald eller i de store scenerier fra isriget, så gør billedsiden og landet indtryk. Der er dog ingen tvivl om, hvad instruktøren Peter Flinth og den manuskriptskrivende hovedrolleindehaver Nikolaj Coster-Waldau vil med filmen; nemlig beskrive at man ikke overlever en sådan færd alene – og måske videre endda, at vi som mennesker er dybt afhængige af hinanden, venskab eller ej.
Selvom det mere end sympatiske budskab og den fundamentale indsigt står klart fra først til sidst lider det og den noget under et ujævnt manuskript, hvor tingene blot lidt firkantet vises. Her kommer ikke rigtig nuancer eller tvivl frem – blot en indsigt som Egner Mikkelsen må sande. Processen frem mod indsigten bliver på den måde noget forudsigelig. Og en sidehistorie, en kærlighedshistorie der skal sætte Egner Mikkelsens egotrip i relief virker underlig påklistret og uforløst. Hvad skal hans ensomheds deliristiske syner om hende på isen til for? Og da han endelig når hjem, har hun ventet på ham. Hvorfor dog?
Symptomatisk er det, at det meget relevante spørgsmål fra Iversen til Mikkelsen om, hvad der driver ham ud over isen på den ene ekspedition efter den anden bliver blot besvaret med, at han gør det han er bedst til ligesom Iversen gør det ved at være mekaniker. Nej, det er netop ikke svaret. Hvad er det faktisk der driver mennesker ud i de ekstreme anstrengelser, hvor livet blive sat på spil både bogstavelig talt og i forhold til ensomhed og isolation. Filmen gør sig ingen anstrengelser for at besvare spørgsmålet.
Til gengæld får vi en på mange måder spændende historie om, hvordan de to overlever det der bliver til år på isen - fra isbjørneoverfald til katastrofale uheld med slæder og hunde til sult og isolation. Og det på trods af at vi fra start af ved, at de overlevede, filmen bygger på Mikkelsens egen fremstilling i bogen ”Farlig tomandsfærd”. Spændingen virker på trods af det manglende fokus på indsigt i, hvad rolle den anden betyder for overlevelse.
I løbet af filmen bliver der dog delt et par lunser af indsigt ud via den først naive og sidenhen kloge Iversen. Det er ham der reparerer grammofonen og ham der vover at tale om følelser. Kunst og følelser ikke mindst i forhold til kvinder er ikke uvæsentlige ting, når man(d) skal overleve som menneske – samt evnen til at reparere en primus.
Mikkelsens ”umenneskelighed” spejles også hos de der sender polarfarerne ud. Hjemme i Danmark opgiver den danske minister Neergaard, spillet af en meget engelsk Charles Dance, kynisk at bruge flere penge på mænd der ikke kan klare mosten og finde hjem i tide – men er ikke sen til at sole sig i sejren, da de to endelig når hjem og har sikret Danmark Grønland.
Om man vil, kan man spejle statens og det enkelte menneskes, mænds ensomhed og kynisme i vore dages. Hvor meget har ændret sig? Men det sigte er svært at få øje på i filmen. Vigtigst er blot det enkle men eksistentielt vigtige budskab, at man ikke kan være menneske alene.
