Skriv en kommentar
Historien om to søstre - og en mor
Efter at Lise (Bodil Jørgensen) finder ud af, at hendes mand er hende utro, drager hun til Malta på ferie med sine to voksne døtre, Ditte og Sigrid. De to søstre er som nat og dag, og måden de forsøger at muntre deres mor op på er ikke mindre umage.
Hvor den yngre Ditte (Curcic) bidrager med al sin rodløse vildskab, som hun overvejende omsætter til tilfældige engangsknald, maner den ældre Sigrid i sin egenskab af husmor til pessimistisk forsigtighed. Det bliver derfor Dittes bidrag, der rykker mest ved ligevægten. Navnlig efter hun har betalt en nyerhvervet elsker, den fingerfærdige bartender Antonio Banderas for at lægge an på sin mor, er fanden løs. Snart styrter søstrene rundt på det maltessiske feriested for at forhindre mor i at involvere sig yderligere i den billige affære, og derpå rundt igen for at forhindre at affærens sande natur går op for moren.
"Sommeren er forbi..."
All Inclusive lyder lidt som en folkekomedie, men det er den virkelig ikke. Der spændes hele tiden ben for farcen, når den begynder at eskalere. Måske er det fordi at alt udspiller sig på et feriested uden for sæsonen uden at historien rigtig forholder sig til det? I hvert fald er det op af bakke med at fylde kulisserne ud med andet end ekko fra den hedengange sommer.
Eller også er det bare den komiske timing, som synes både at undslippe manuskriptet, replikkerne og skuespillet. Med undtagelse af Bodil Jørgensen og Anna Neye Poulsens moralsk anløbne bartender er filmen altså ikke begavet med et humoristisk cast. Bevares Danica Curcic og Maria Rossing fungerer faktisk i både dramatiske og lette stunder. Deres forhold fremstår naturligt intimt, men særligt sjove er de nu ikke.
Det betyder tit at konflikter, som vi helst skal opfatte som sjove, bliver tåkrummende. Det er lidt pinligt og fremmedgørende at Sigrid fanger sin mor i at onanere med håndbruseren. Eller når Sigrid søger lidt bekræftelse ved at lægge an på den dysfunktionelle psykolog Anders, der ved synet af hendes nøgne krop, bryder sammen i krampgråd på stedet. Det ER krampagtigt, men ikke på den lattervækkende måde.
Her fungerer filmen
Hvor filmen så ellers lever og fungerer er følgende steder. I forholdet mellem Ditte og Sigrid: deres nat og dag figurer, udfalset som rocktøs og speltmor, spiller godt og troværdigt op imod og sammen med hinanden. I Bodil Jørgensens hæmmede husmorkarakter, som hun forlener flot med sin sært sexede gammelkonede provinsattitude. I Dittes forhold til psykologens søn, som hun drager lige så uforsvarlig omsorg for, som enhver anden kropumulig teenager, der bliver bestukket til at babysitte sin lillebror, og derpå "ser sit snit".
Når All Inclusive spiller, så kan vi godt høre, hvad den synger om. Nemlig om at være en familie "på trods". Af al bitterhed og forskellighed og forventninger og skuffelser og så videre. Kernen og hjertet blottes med mellemrum, og så kan vi føle med og heppe på den lille treenighed, som vi jo gerne vil have, at det ender godt for. At de drager hjem igen tættere og mere forbundne før.
Farce og drama med alvorlige mislyde
All Inclusive er på papiret farce og drama ligeså gammelt som Shakespeare, men dog mindre raffineret, komponeret og koreograferet. Mindre varmblodet.
Det er lidt syret at se det lunkne og luntende komediedrama, som dansk film har bedrevet siden Vinterbergs Festen, udspille sig under Maltas himmelstrøg. Det skurer besynderligt, når filmen kombinerer Regnvejrsdag i November tempo og temperament med omgivelser, vi har lært at forbinde med Paradise Hotel. Det passivt-aggressive tæppe clasher med de maniske gardiner. Og selvom hele misæren er seværdig, så er den altså ikke uforglemmelig.
Se All Inclusive hvis du kan lide dansk off-beat farce-drama med en Bodil Jørgensen, der unægteligt overgår sine medspillere i format og karakter.
