Skriv en kommentar
I de sidste mange år har vi oplevet forskellige former for aktivisme, når der skal gås til kamp mod uretfærdigheden. Vi har set klimaaktivister fra Greenpeace hænge fast i store hvalbåde. Vi har for en del år siden set miljøaktivister lukke mink ud af nordjyske bure. Vi har set aktivister hælde rød krigsmaling over en statsminister på gangen i Folketinget. Og nu får vi den nødvendige dokumentarfilm Nan Goldins mere venlige aktivisme med et fotografiapparat at råbe de tavse myndighederne op – ved i filmens start på MoMa i 2018 sammen med flere hundrede at råbe: Pengemagt. Grådighedens magt. Sacklers brød, bliver en andens død.
Filmen er som i en biografi delt op i syv kapitler, hvor Nan Goldin fortæller om sin egen karriere som menneske og kulturaktivist med vigtige arkiv-dokumentarfilm, billeder og et lidt for langt indslag om hendes forhold til LGBT-subkultur og hiv/aids-krisen.
Nan Goldins klassiske fotoarkiv viser hendes interesse for subkulturer – hvor vi bl.a. ser hendes billede af en kvinde spredt ud over en rodet seng iført strømper, der er trukket ned over hende og en kjole spændt op under kjolen med et hjerte på benet. Hendes billeder er oftest af hvide og med en vanedannende cigaret i hånden/munden.
Vi følger hendes vej og nervøsitet – da hun står på MoMa, og eneste gang vi ser hende i et smil, er til sidst, da hun ser, at Sackler-familiens navn er blevet fjernet fra MoMa – og den uhyggelige tekst efter filmen, hvor vi bliver informeret om, at over ½ million er døde af overdosering, og at skifteretten gav Sackler en oprejsning og kongressen intet gjorde mod Sackler. Det kan vel ikke komme bag på nogen i en periode, hvor præsidenten havde kuglerne med sig. Og Nan Goldin var selv i 2014 ordineret OxyContin tre piller og selv tog atten om dagen, da hendes afhængighed var blevet for overvældende også økonomisk.
Det bliver rystende til sidst, da vi ser det sted, hvor Barbara lagde sig på togskinnerne i 1965, som nogen kaldte et selvmord, og andre at det var en svær depression. Her møder vi filmens mest nærværende kapitel, hvor vi ser Nan Goldins far og mor danse i det velmøblerede hjem med alle store kunstværker og hun tager Barbaras brev frem – et afsnit fra ”Mørkets hjerte” af Joseph Conrad fra 1899 Livet er mærkeligt. Et mystisk arrangement. – skjuler de hvide tårer. En episk fortælling afholdt i et roligt tempo.
Filminstruktør Laura Poitras (f.1964) blev særlig kendt for dokumentarfilmen Citizenfour fra 2015 om, da Edward Snowdon lækkede dokumenterne. Her er hun kamerafører for Nan Goldin, og har meget smukt og varieret brugt musik af Purcell, Charles Aznavour og Velvet Undergrounds ”All tomorrow´s parties´.
Selv hvis folk ikke kender til Goldins banebrydende fotografier, vil man blive opslugt af hendes fascinerende og lidt grumsede messe som en del af hendes aktive samfundskritik og opråbet mod uretfærdigheden – for at hjælpe os andre. De store bliver bange for de små.
