Skriv en kommentar
Nu om dage er der tilsyneladende kun tre slags danske film, der for alvor kan lokke publikum ind i biografmørket: Børne- og ungdomsfilm, film med Susanne Bier i instruktørstolen og komedier med folk fra den danske stand-up-scene på rollelisten.
Seneste åbenlyse eksempel er Klovn: The Movie, der har trukket over 800.000 danskere i biografen, hvilket er helt exceptionelt. Noget af succesen skal tilskrives det populære tv-show, filmen er bygget på, men samtidig skal filmens kvalitet ikke undsiges, for Klovn: The Movie skiller sig ud fra den normale danske folkekomedie ved at være overraskende, modig og grotesk.
Derimod er det seneste skud på folkekomedie-stammen, Rasmus Heides Alle for én, præcis, hvad man kan forvente af den publikumspopulære genre i det 21. århundrede. Filmen falder nemlig ikke langt fra den stamme, selvsamme instruktør rejste med sin debutfilm, Blå mænd (2008), der trak tusinder i biografen, men som var lige så umorsom, som den var forudsigelig.
Alle for én følger fire barndomsvenner – politibetjenten Martin (Jon Lange) og Ralf, Nikolai og Timo (Mick Øgendahl, Jonatan Spang og Rasmus Bjerg) på den forkerte side af loven. Forståeligt nok er gutterne vokset fra hinanden.
Martin får dog brug for sine gamle kammeraters hjælp, da han må gå udenom sin overordnede for at få fældet narkohandleren Niemeyer – spillet af den legendariske Rutger Hauer, som de fleste nok bedst vil huske som den filosofiske replikant Roy Batty i Ridley Scotts sci-fi-klassiker Blade Runner.
Og netop Rutger Hauer er det eneste nye og forfriskende i Alle for én. Det er dog begrænset, hvad han kan bidrage med, da han er konstant begrænset af Mick Øgendahls sløje og platte manuskript, der byder på alt det sædvanlige. Et plot så tyndt som tandtråd og et væld af irriterende og intetsigende karakterer med så lav en intelligenskvotient som antallet af overraskelser i filmen.
Der er såmænd ikke så meget i vejen med forudsigelighed i en komedie, så længe vejen til målet er skæg og underholdende. Men Øgendahl og Heide pakker filmen ind i jammerlige Jaka Bov-jokes og elendige vitser om kønsvorter og klitoris, der gør turen nok så pinagtig at sidde igennem. Kun Kurt Ravn, i rollen som den lokale dranker, kan få én til at trække bare lidt på smile- og grinebåndet.
Man efterlyser ikke en sofistikeret form for humor, for det har Klovn: The Movie med syvtommersøm bevist, at en dansk komedie ikke nødvendigvis behøver at besidde for at være morsom. Det, man savner fra Heide og Øgendahls side, er nytænkning og kreativitet, for alt i alt er Alle for én skræmmende - bogstaveligt talt - lig med Blå mænd. Hvilket betyder, at filmen nok skal få et stort publikum.
Det eneste, der virkelig pynter i Alle for én er læderstemmebåndet Rutger Hauer, for han er det eneste, man ikke havde set komme i filmen – hvis man altså ser bort fra den umiddelbare mangel på prutte-jokes.
