Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
New Orleans har de seneste år været i både faktuel og fiktionel mediefront som henholdsvis den katastrofale scene for orkanen Katrina på den ene side og på den anden som den eksotiske kulisse for dramaet, Welcome to the Rileys (2010). I miniserien, Alle helgeners fest, lægger byen igen navn til en buldrende, virkelighedsinspireret, men fiktiv historie, der omspænder alt fra Haitis blodige frigørelseskamp og amerikanernes horrible slaveforhold til småborgerlige kreolere og farlige voodooritualer.
New Orleans er ofte blevet beskrevet som USA's Paris, og den parisisk ubekymrede, promiskuøse atmosfære hersker da også i byen anno 1800-tallet, hvor gens de couleur libre (frie, farvede mænd af europæisk og afrikansk afstamning) lever under udholdelige, næsten privilegerede vilkår, der tillader de unge, kreolske mænd at få en respektabel uddannelse og kanske tilmed en potentielt succesfuld løbebane, men som simultant ikke tilbyder kvindekreolerne flere end tre fremtidsudsigter – at blive gift med en fra samme stand og af samme hudfarve, at blive en hvid mands hemmelige konkubine og endelig at blive engageret i et lokalt bordel. Miniserien følger de unge kreoleres forsøg på at tackle de mange restriktioner, de er født under og deres stædige ambitioner om at overskride de talløse begrænsninger, som møder deres blik, hvor end de går.
Den 16-årige Marcel, som også er filmens fortæller, er en attraktiv, kløgtig kreol, der nærer store drømme om en frihedspræget tilværelse i trikolorens land, Frankrig, hans smukke, stille søster, Marie, dagdrømmer om sin darling kreolerkæreste, mens hendes højtstræbende moder har andre, mere pragmatiske planer, og endelig er der den søde, kyske Anna Bella, som ser sig fanget mellem den idealistiske Marcel og den brunstige plantageejer, der heller ikke kan modstå hende.
Således valser miniserien rundt i et personcentreret scenarie, der både tager en bid af sensationalistiske fortælleteknikker og smovser sig i mere virkelighedsnære formgreb. Det er i den sidstnævnte kategori, at serien for alvor rammer plet og bliver interessant. Desværre bliver det først praktiseret til allersidst, og til den tid har både hjernecellerne og indlevelseslysten taget en lille morfar. Seriens altomspændende problem er nemlig dens skurrende mangel på et centreret fokus, der magter at bære historien på en velfundamenteret måde. Beklageligvis vælger den i stedet at strø sine pointer ud i vinden og snart gribe fat i den ene, snart den anden person, uden at gide fæstne sig seriøst ved nogen af dem, for ikke at sige at fordybe sig ordentligt i dem. Det resulterer ærgerligt nok i et utroligt overfladisk persongalleri, der forekommer mere aflivede og betydningsløse end en udstillet papfigur. Man føler ikke med nogen af dem, man interesserer sig ikke for nogen af dem, man er rablende ligeglad. Og det må aldrig, aldrig være tilfældet i nogen som helst historiefortælling.
Dertil synes tv-serien at have en fanatisk forkærlighed for semi-erotiske historievinkler, der på visse tidspunkter helt leder tankerne hen på dén hede tv-underholdning, man kunne fornøje sig med på forhenværende Kanal København. Det er både cheasy, til grin og da hverken ophidsende eller stimulerende. Sensationalistiske angrebsvinkler afsætter endvidere et kompakt aftryk på fortællingen, der dermed mister en oprigtig troværdighed, man helst skal stifte bekendtskab med, når filmrullen falder over så vigtige emner som racebaseret integritet, omfattende frihedsdiskussioner og moralske principper. I stedet sidder man tilbage og beskuer serien fra en irettesættende side, hvor man konstant lader sig irritere af de mange afbrændere i dialogen, skuespillet og dramaturgien.
Et højt lydende, harmet Jøsses sniger sig da også ind et par gange. Man kommer ganske enkelt ikke ind under huden på de vægtige problemstillinger, som serien skøjter gebrækkeligt hen over som en grøn Bambi på tynd is.
”Anne Rices bestseller – tilmed forfatterens personlige favorit – er blevet til denne storslåede fortælling.”, står der skrevet rapmundet på bagsiden af dvd’en. Find fem fejl i foregående, får denne anmelder lyst til at bemærke! Storslåede er ganske enkelt en overdrivelse uden lige, og mht. personlige favorit, ja, muligvis er der tale om hendes egen bog, men har hun set filmatiseringen? Så tror jeg næppe, at den er hendes favorit.
Jo, jo denne er meget vel en ”afstikker fra vampyrdronningens vanlige bøger” og ”legendariske vampyrkrøniker” (Hold da op, distributørens superlativer vil da ingen ende tage. Hedder det så at sælge eller oversælge? Hmm.), men det hjælper lige lidt, når hele produktionen minder om et lunkent Hallmark-kanal-samarbejde.
Ej heller hjælper det på helhedsindtrykket, at der uafbrudt blæser elendig musik ud af filmhøjtalerne - musik, der mest af alt minder om supermarkedsmuzak.
Alle helgeners fest er filmisk garanti for øjeblikkelig søvn. Intet andet. Zzz zzz zzz.
http://www.soulmedia.dk
Der er intet ekstramateriale på dvd´en.
