Skriv en kommentar
Første gang vi møder Alma, er hun kun en lille pige på armen af en voksen, som forsøger at bringe hende i sikkerhed fra et bombet boligkvarter, hvor hendes far netop er blevet myrdet. I voice-over fortæller den lille Alma om sig selv, mens vi snart efter møder hende 25 år senere i et hvidt hospitalsunivers, hvor hun selv er så hvid og gennemsigtig, at hun får et næsten overjordisk skær.
Den voksne Alma taler ikke, hun er i psykiatrisk behandling og tilsyneladende næsten uden for rækkevidde. Kun har hun en slags forbindelse til sin psykiater Ingvar, som tilsyneladende forstår hende og forsøger at beskytte hende mod sig selv og mod de andre kvindelige patienter.
Vi finder hen ad vejen ud af, at Alma tilsyneladende har slået sin kæreste Ari ihjel, og at det måske er derfor, hun er i behandling. Da Ari så en dag alligevel dukker lyslevende op igen, tager Alma affære og går efter at få hævn over ham, der hængte hende op på mord.
Det lyder måske sammenhængende nok, men man bruger uforholdsmæssigt meget energi på at forsøge at finde hoved og hale i plot, underlige eksistenser, tilsyneladende uden anden funktion end at være underlige, og ikke mindst at forsøge at forstå, hvad der foregår i Almas sjæl uden helt at vide, hvad hendes motivation og følelser er.
Rollen som Alma fortolkes overbevisende af Snæfriður Ingvarsdóttir, som udvikler sig fra en skrøbelig patient til noget af en vild amazone. Men det er ikke nok til, at man kan forstå præmissen eller føle med Almas kamp for at nå sit mål.
Alma, som var Islands bidrag til Nordisk Råds Filmpris, er et poetisk kunstværk som en kunstudstilling, man går nysgerrigt igennem uden helt at blive lukket ind i værkets univers.
