Skriv en kommentar
Knap tre millioner af den tyske befolkning har tyrkiske rødder, lige fra den ukendte kioskhandler til de største stjerner på foldboldlandsholdet. I 2011 var det 50 år siden, de første tyrkiske gæstearbejdere ankom til Tyskland. I den anledning holdte forbundskansler Angela Merkel en tale, hvori hun takkede de mange immigranter for at have sat et positivt præg på landets udvikling. Med Merkels tale sendte Tyskland et officielt tak til de mange gæstearbejdere, og med netop denne tale, slutter filmen ”Almanya – Velkommen til Tyskland”.
Her følger vi den fiktive gæsterarbejder, Hüseyin Yilmaz (Vedat Erincin), der i 1964 ankommer som nummer én million og én, til den vestlige del af det splittede Tyskland.
Knap 45 år senere har Hüseyin og sin kone Fatma (Lilay Huser) endelig fået tysk statsborgerskab. Fatma er stolt. Hüsein nærmest bedrøvelig. For både af hjerte og sind er hans tyrkiske identitet stadig intakt. Så intakt at Hüseyin i al hemmelighed køber et faldefærdigt hus i det gamle land, som han ønsker familien skal rejse med ned til og istandsætte.
Nyheden falder som en bombe til en komsammen, det gamle ægtepar holder for deres fire børn og to børnebørn. Familien reagerer i frustration, de har ingen relation til landet og kender efterhånden knap nok sproget. De indvilger i projektet og turen går til Tyrkiet, imens det 6-årige banebarn Cenk får historien fortalt, om hvordan farfar Hüseyin ankom til Almanya (Tyrkisk for Tyskland), fordi drengen er blevet drillet med sin herkomst i skolen.
Starten på det tyske eventyr bliver fortalt i muntre flashbacks. Det er komisk sammenstød mellem to vidt forskellige kulturer, hvor den lille tyrkiske familie forundres over den bizarre stol kaldet for et toilet, og forbarmes over de skøre tyskere tilbeder en forpint død mand på et kors.
Det giver mange smil på læben undervejs, mens den nutidige rejse tilbage bliver af den sorgmodige karakter, hvor de fleste nok kan få brug for en kleenex eller to.
Når de kulturelle forskelle først har lagt sig, er alt det der gør os menneskelige dog ens, uanset hvilket statsborgerskab der er noteret i passet. Moralen i filmen er bestemt ikke til at tage fejl af.
”Almanya – Velkommen til Tyskland” er instrueret af Yasemin Samdereli, som selv er datter af tyrkiske immigranter. Det hendes debut som instruktør, og man fornemmer oprigtigt hun har noget på hjerte, med den her udemærkede film, som både er komisk og livsbekræftende. En film af den type, der gerne vinder en håndfuld priser, på små filmfestivaler rundt omkring i verden. En slags pendant til Josef Fares svenske debutfilm, ”Jalla!, Jalla!”, om man vil.
