Skriv en kommentar
Den franske instruktør François Ozon er kendt for sine mange film om familie, relationer og menneskelige fejltrin – fra ”8 Kvinder” til ”Under Sandet”. ”Efterår i Bourgogne” er hans nyeste værk, og endnu engang vender han blikket mod de nære relationer, generationernes sammenstød og livet på landet. Filmen havde premiere på dette års filmfestival i Venedig og markerer et mere afdæmpet og eftertænksomt kapitel i Ozons karriere.
Michelle (Hélène Vincent) nyder et fredeligt otium i en lille landsby i Bourgogne sammen med sin veninde Marie-Claude (Josiane Balasko). Da hendes datter Valérie (Ludivine Sagnier) kommer fra Paris for at aflevere sønnen Lucas, så han kan holde skoleferie hos sin bedstemor, sker der et uheld: Michelle serverer giftige svampe til frokost. Valérie overlever, men tør ikke længere lade sin søn blive hos hende. Tilbage står Michelle med skyldfølelse, ensomhed – og et uventet gensyn, da Marie-Claudes søn (Pierre Lottin) løslades fra fængsel.
Hélène Vincent er fremragende som den kærlige, men manipulerende bedstemor, der længes efter sit barnebarn, men kæmper med at håndtere sin datter. Pierre Lottin er ligeledes stærk som den søn, Michelle måske ville ønske, hun selv havde fået – en mand, der trods sin kriminelle fortid virker mild og ærlig, men måske bærer på flere hemmeligheder.
Selvom Ozon markedsfører filmen som en thriller, er det en meget afdæmpet en af slagsen. Mysteriet ligger og simrer i baggrunden, og spændingen er mere følelsesmæssig end fysisk. Vi ved hele tiden, hvad der er sket – og det er netop i den viden, Ozon finder dramaet. Resultatet er et lavmælt, men vellykket portræt af skyld, forsoning og provinslivets skjulte mørke.
”Efterår i Bourgogne” er et fint og velspillet lille drama, båret af Hélène Vincents forrygende præstation. Ozon viser endnu engang, at selv de mest stille landskaber kan rumme store følelser. Det er måske ikke en klassisk thriller, men en rørende og menneskelig film om, at fortiden sjældent slipper os helt fri.
