Skriv en kommentar
’Til min mor’ står der i rulleteksterne. Men de ord kunne lige så godt have været i indledningen. For fra start til slut er ’Alt Om Min Mor’ en ærværdig anerkendelse af, at der står en kvinde bag enhver mands succes. Også Pedro Almodóvars.
Manuela ( Cecilia Roth ) er den mor det handler om for Esteban. Han er en 18-årig forfatterspire, der drømmer om, en skønne dag, at møde sin far. Det ønske får han aldrig opfyldt. Han bliver kørt ned og dræbt, da han prøver at få fat i skuespillerinden Huma Rojos autograf.
Manuela flygtede for 18 år siden, højgravid, fra Barcelona til Madrid for at slippe af med Estebans far. Nu flygter hun den anden vej for at opsøge ham. Hun begiver sig ud på en dannelsesrejse i stil med den, mange af de store litterære personligheder begav sig ud på i romantikken. Men den fungerer samtidig som sorgterapi for hende. I Barcelona møder hun den hiv-smittede og gravide nonne Rosa ( hun er blevet smittet af Estebans far, Lola ) og Agrado – en ven af Estebans far. Ved et tilfælde bliver hun skuespillerinden Huma Rojos 1. assistent men overlader jobbet til Agrado. Selv begynder hun at pleje den syge og gravide Rosa ( Penélope Cruz ), der håbefuldt drømmer om at komme til El Salvador for at udøve sit kald der.
Det ligner en fin lille historie om kærlighed, venskab og sorg. En fin lille historie om at leve i nu’et og om at blive indhentet af fortidens synder. Og som handlingstrådene i kronoligisk orden præsenteres, bliver fortællingen stadig mere fortættet og nuanceret.
’Alt Om Min Mor’ er det hidtil tætteste, Almodóvar har været på et mesterværk. Alt fungerer minutiøst og ned til mindste detalje. Skuespillet er prangende, indlevende. Selv en Penélope Cruz der senere har sat spørgsmålstegn ved sit talent, viser en dygtig kunnen som den sygdomsramte Rosa. Skuespillet viser sig fra sin teatralske og storladne side. Skuespillerne er over hele linien meget interessante som skuepillere og som personer. De er dybt og smukt karikeret. De er med til at gøre ’Alt Om Min Mor’ til en uforglemmelig oplevelse.
Der er tydeligvis blevet skelet til Bollywoods varemærke – de krampagtige og voluminøse følelsesudbrud. Men i dette tilfælde passer det som en fod i en hose – perfekt!
Manuskriptet er velbearbejdet og bygger på en tankevækkende og dybt rørende historie. Som ingredienserne langsomt, men stilsikkert, afleveres, får man sværere og sværere ved ikke at lade sig påvirke. Iscenesættelsen er på mange måder så tragikomisk, at man ikke ved, hvilken grimasse der passer bedst. Skal man grine eller græde?
Tematisk er ’Alt Om Min Mor’ en meget stor mundfuld. Den bider over meget, men er også i stand til det. Det handler, som skrevet, om kærlighed, venskab og sorg. Det handler om at leve i nu’et og at blive indhentet af fortidens synder. Men det handler ligeså meget om at være noget for andre. Og det er måske i virkeligheden filmens største pointe.
Som Agadro flere gange udtaler det utvetydigt : ’Jeg har altid prøvet at gøre livet behageligt for andre’. Det er essensen af hendes, eller hans om man vil, liv. Og det er også essensen for Manuela. Hun har altid været noget for Esteban. Nu er han der ikke mere. Sorg og afsavn, men også muligheden for igen at være noget for andre, driver hende tilbage til det liv, hun levede tyve år tidligere.
Hun finder lempe for disse mangler hos transvestitten Agrado og nonnen Rosa. Det handler også om at gribe dagen og vejen. Almodóvar er tydeligt fascineret af tanken om, hvilke uventede og abrupte drejninger livet til tider kan tage. Det er aldrig til at vide, hvad man kan finde under den næste sten, man vender. Det er tunge emner, der er oppe at vende. Men heldigvis har Almodóvar et naturtalent for at dele sol og vind lige. Humoren får en lige så stor del af kagen solidt plantet mellem det mandlige og det kvindelige køn i det transseksuelle udstillingsvindue.
Spanien har i Pedro Almodóvar en af Europas største instruktører. Der er øjeblikke, hvor man fristes til at kalde ham kunstner frem for filmskaber. Og det er ikke ved siden af. For Almodóvars film er kunst, som Salvadore Dalis malerier var det et halvt århundrede tidligere. Tilfældig er fornemmelsen af Dalis mentale tilstedeværelse altså ikke.
Hvad der til gengæld ikke er meget filmkunst over, er ekstramaterialet. Eller manglen på samme. Alt hvad der tilnærmelsesvis kunne minde om ekstramateriale, er tre trailers af forskellige Almodóvar-film, hvoraf den ene trailer endda er for ’Alt Om Min Mor’. Det virker lidt meningsløst at se trailers for en film, man i forvejen har sat sig til rette for at se. Derfor kan der ikke falde nogen bedømmelse af ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
