Mitch har lige friet til sin elskede, Catrina, i vandet ved en idyllisk badestrand. Hun har sagt ja og han haster afsted til baren inde på land for at hente et par glas, så det kan blive behørigt fejret. Bedst som har får langet glassene over disken, dukker en flok terrorister op og skyder vildt omkring sig.
Catrina er blandt ofrene. Det sår hos Mitch et had og en inderlig trang til at opsøge, infiltrere og uskadeliggøre terrorister. På egen hånd lærer han derfor arabisk og tilegner sig grundig viden om islam – hvorefter hans jagt går ind. Det er lige ved at lykkes, da han kommer på tværs af en amerikansk infiltrationsenhed, som på den ene side har sin egen dagsorden og som på den anden side ser muligheder i at forfine og udnytte Mitch’s evner og mentalitet.
Derfor bliver han sendt på hård træning hos den tidligere Navy SEAL, Hurley, som er lagt i hænderne – og ansigtsfolderne – på Michael Keaton, der aldrig får det helt rette bistre udtryk frem i sin figur. I forlængelse af træningen folder Hurley, Mitch og hans team sig ud ’i marken’. Her kommer de under opklaringen af en række tilsyneladende tilfældige angreb på både militære og civile mål kommer på sporet af en sammensværgelse, der har til hensigt at starte krigshandlinger i Mellemøsten.
Mitch og Hurley når selvfølgelig frem i tide til at forhindre den store katastrofe. I sidste øjeblik får de forhindret et atomangreb på amerikanske flådeenheder, hvorefter verdensfreden er genetableret … for en stund.
Plottet er enkelt, lokationerne er eksotiske, men der er noget grueligt galt med de castede skuespillere. Dylan O’Brien virker langt fra troværdig i rollen som Mitch. Ved filmens start fremstår Mitch som en lalleglad og gifteklar ungersvend, der vupti udvikler sig til hårdkogt undercover-agent. Tilsvarende gør Michael Keaton sig ihærdige anstrengelser for at fremstå målrettet, hårdkogt og kynisk – uden at nå i mål. En amerikansk forræder – og tilmed yndlingselev hos Hurley – viser sig at være en hård men dog i sidste ende overvindelig modstander, som – spillet af Joost Janssen – i glimt formår at sandsynliggøre det vanvid, der kan føre til krigshandlinger mod sit eget land.
Og det er måske en del af dagsordenen for filmen – at fremstille amerikansk militær og efterretningsmæssig magt og virkemidler som uovervindelige størrelse og frontfigurerne i marken som dræbermaskiner, der tilsidesætter et liv med familie, hjem og et normalt 9 – 17-arbejde. Indrømmet, rent visuelt er American Assassin såmænd ganske effektiv underholdning, som imidlertid ikke bliver holdt sammen af et spændende plot, troværdige karakterskildringer og en passende fremdrift mod et klimaks.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.