Skriv en kommentar
Hele filmen igennem fortælles historien fra første persons synsvinkel. I en billedlig og musikalsk komposition er kameraføringen, close-ups af kravlende dyr og små fotografiske detaljer med til at afspejle hovedpersonen Star (Sasha Lane) sindsstemning. Der er en del krydsklipninger mellem hende og dyr i naturen. For eksempel hvor hun er forelsket og føler sig fri krydsklippes der til en blå sommerfugl, som hvirvler let rundt om et grønt strå. Et andet eksempel er skildpadden, som Star følger efter ud i vandet i en sø, hvor hun holder vejret længe og nærmest kommer springende op. Billedlig talt genfødes hun på ny og træder ind i en ny æra.
Åbningsscenen er fra begyndelsen sanselig, autentisk og dybt nærværende. Som tilskuer ser vi lukt og direkte ind i en ordinær og fattig amerikansk familie. Udadtil ser det ud til at være en storesøster med sine mindre søstre, som er i gang med at ’skralde’ madvarer fra en container midt i varmen og de forbi susende biler. Den 18-årige Star (spillet af Sasha Lane) roder i skraldet, lugter og undersøger madvarerne, inden hun smider dem til de andre, som samler dagens bytte i rygsække.
De næste scener giver en ultra-kort og effektiv indsigt i Stars baggrund, inden vi ser hende stikke af. Pludselig er der en flok, festende og ustyrlige teenagere i det lokale supermarkedet. De fylder hele supermarkedet med deres larm og dans. Pludselig springer alfa-hannen, Jake (spillet af Shia LaBeouf) op på disken/rullebåndet og danser vildt og uhæmmet til den velvalgte sang af Rihanna ’We found love – in a hopeless place’. Star og Jake tiltrækkes af hinanden øjeblikkeligt, og han udfører nærmest en dionysisk, parringsdans for hende.
Star optages i gruppen, som styres af lederen og matriarken Krystal (spillet af Riley Keough og barnebarn til Elvis Preisley). De skal sælge magasinabonnementer og efter dagens fangst skal de hver især indlevere, hvad de har tjent til Krystal. Til gengæld giver hun dem billige motelophold, en plads i minibussen og et hav af destinationer gennem USA’ større byer. Det vigtigste hun giver dem, og som er gratis for hende er følelsen af at tilhøre et fællesskab og derigennem forme en identitet om end den kan synes skrøbelig.
Musikken spiller en afgørende rolle for opretholdelsen af fællesskabet. Musikken binder dem sammen. Når de mangler ord og skal afreagere, små-slås de på en kærlig og søskendeagtig måde og løber efter hinanden, smider tøjet indimellem, råber af hinanden og mest af alt danser sammen og hver for sig til musikken. De går nærmest i trance. De har bålaftener ude i den frie natur, som oftest er i store industriområder. De danser rundt om bålet til rytmen af pop, hip-hop og rap musik. Visuelt får instruktøren Andrea Arnold frembragt smukke billeder af mennesker i en moderne form for stamdans og som udfører deres egne opfundne ritualer f.eks. slutscenen hvor de danser til ’God’s whisper’ af Raury.
Britiske auteur Andrea Arnold (’Fish Tank’, 2009 og ’Red Road’, 2006, ’Transparent’ 2014- ) vandt Juryens pris i Cannes 2016 for ’American honey’. Skuespillerne spiller med en autenticitet, som sjældent ses. ’American honey’ går lige i hjertet og er et politisk, kunstnerisk og poetisk mesterværk.
