Skriv en kommentar
Dette er efterfølgeren til American Psycho om yuppien og massemorderen Patrick Bateman. 2’eren er meget løst bygget på sin forgænger, faktisk så løst, at hvis det ikke var for titlen, ville jeg aldrig have gættet sammenhængen. At lave en 2’er er i dette tilfælde et forsøg på at lave en anderledes efterfølger til American Psycho, der er skruet sammen som en ungdomsfilm.
Handlingen udspiller sig på et amerikansk campus med den 18-årige collegepige Rachel Newman (Mila Kunis) i hovedrollen som massemorderske.
American Psycho 2 må betegnes som en af de særeste og mest underlødige efterfølgere, jeg kan komme i tanker om. Den ligner slet ikke sin forgænger på nogen måder. Sammenkædningen med 1’eren er minimal, men foregår ved, at det i starten af 2’eren afsløres, at det var hovedpersonen Rachel der i sin tid gjorde det af med selveste Patrick Bateman. Siden da har hun været mere end almindeligt fascineret af massemordere og ønsker sig brændende et job hos FBI, hvor hun kan beskæftige sig indgående med disse mordere. Den eneste vej til FBI-jobbet er igennem hendes lærer professor Robert Starkman (William Shatner), hvis undervisningsassistenter alle er kommet i stald ved FBI som følge heraf. Rachel vil have jobbet som undervisningsassistent lige meget hvad, om det så betyder at hakke samtlige mennesker ned, der kommer i vejen for hende. Det gælder alle lige fra rektors sekretær til bedsteveninden, hvis de på nogen måde udgør en trussel mod hendes ansættelse ved professoren. Og det gør de uheldigvis.
Mordene eskalerer undervejs, Rachel bliver mere og mere ond og opsat på at få jobbet. Men samtidig får hun en fornemmelse af, at hun evt. kunne være mentalt forstyrret. Derfor opsøger hun psykologen Eric Daniels, der straks fatter mistanke til den superintelligente og smukke pige, med de lumske bagtanker.
Til sidst kører filmen helt af sporet med masser af ligegyldige mord, hvor målet for Rachels utallige drab slet ikke er relevant længere. F.eks. overvejer hun til sidst, at skære sin mors tunge ud og servere den for hende som et sidste måltid – fordi "mor bare er så irriterende".
Skuespilpræstationerne er bestemt ikke af nævneværdig standard. Dog er det meget skægt at se William Shatner, som vi kender fra katastrofeprogrammet "Resque 911", i rollen som aldrende trussetyv og hjerteknuser.
Selvfølgelig er filmen lavet med et glimt i øjet og ment som en leg med hele hypen omkring massemordere og den sorte humor, der ofte optræder i den slags film. Problemet er bare, at det hverken er sjovt eller skræmmende. Historien fungerer slet ikke, hverken som sort komedie eller slasher-film. Desuden virker den heller ikke som ironisk eller satirisk kommentar til slaher-genren, hvilket nok i bund og grund var hensigten med filmen.
Tænk at massemord kan være så kedeligt.
