Skriv en kommentar
Jeg kan ikke huske før at have siddet i en biografsal, efterfølgende en pressevisning, i så trykket en stemning, som da Amy var færdig. Der var helt stille, og vanen brudt blev langt de fleste hængende til de sidste rulletekster var forsvundet i toppen af lærredet. Måske følte alle, ligesom jeg, at hvis vi blot blev siddende kunne filmen – og tiden – spoles tilbage. Tilbage til dengang Amy Winehouse var 14 år og med en enestående og moden stemme impulsivt sang en fødselsdagssang til sin veninde i et forstadshus nord for London; før berømmelse og stoffer tog over; før hun lod sig styre af mennesker, der ikke ville hende det bedste; før hun døde en alt for tidlig død som 27-årig.
”You love blow, and I love puff”
I Asif Kapadias (Senna 2010) dokumentar om det engelske talent, står det rimeligt hurtigt klart, at Winehouse aldrig drømte om berømmelse, men havde en oprigtig kærlighed til musik og til at synge. Hjemmevideoer og TV-klip dokumenterer hendes sene teenage-år: hun optræder på små, intime jazz-barer og mødes af mild interesse fra britiske medier i kølvandet på sit kritikerroste debutalbum, Frank (2003).
Herefter flyttede Winehouse til Camden i London og blev en del af ”underground”-miljøet der, hvor blandt andet Pete Dohertys punk-rockband, The Libertines holdt til. Her mødte Winehouse Blake Fielder-Civil, som hun udviklede et afhængigt og destruktivt kærlighedsforhold til. Hendes alkoholmisbrug forøgedes, og bulimi dominerede hendes fysik. Blake slog op med hende til fordel for sin ekskæreste, og Winehouses knuste hjerte blev inspirationen til hitalbummet, Back to Black (2006), der gjorde hende verdensberømt. Snart var Blake tilbage; de to blev gift, og Amy Winehouse begyndte en tilværelse på hårde stoffer i offentlighedens søgelys.
I Amy er der ingen tvivl om, hvem der var the bad guys i Wineshouses liv: Blake Fielder-Civil, der tog med hende på afvænningsklinikker, men hev hende forbi pubben på vej hjem; og hendes far, Mitch Winehouse, der kun syntes at have interesse i sig i sin datter, når han kunne tjene penge på hende. Sidstnævnte har udtrykt utilfredshed ved sin fremstilling i Kapadias dokumentar, men der er ikke meget, der taler for en alternativ fortolkning.
”So this is inevitable withdrawal”
Når jeg ser dokumentarer om afdøde musikere fra en svunden tid, f.eks. George Harrison: Living in the Material World (2011), mærker jeg en ærgrelse over ikke at have været en del af den æra, der tydeligvis var vigtigere og mere magisk end den i dag. Men Amy formår at fremkalde den samme nostalgiske følelse af at være gået glip af noget vigtigt. (Og dette er en kunstner, der kun var et halvt årti ældre end mig!) Delvis kan den følelse, sådanne dokumentarfilm fremkalder, vel forklares af den musiks, der ledsager optagelserne – musik, mere end noget andet, kan manipulere følelser i den ønskede retning. Men jeg tror, den virkelige morale er, at vi skal sætte pris på hvad, vi har, mens vi har det og værdsætte det for, det magiske det virkelig er. Som dokumentaren dypper tæerne i, blev Amy Winehouse langt hen ad vejen gjort til grin på baggrund af sit misbrug. Vellidte talkshow-værter fremstår i negativt lys, mens de fortæller en joke om, at Winehouse er for påvirket til at fuldføre sit arbejde, og i baggrunden lyder publikums nu ondsindede latter. En latter, der var vores alle sammens. Det var sjovt, indtil det pludselig ikke var sjovt længere. Og så var det for sent.
Jeg synes ikke Amy som filmværk er særligt kompliceret, men det fungerer egentlig. Den er godt klippet sammen, eksekverer et pænt tempo og den gør ikke for meget opmærksom på sig selv som medie. Optagelserne ledsages af voice-over interview af menneskene i Winehouses liv, som ikke optager billedsiden af filmen, der i stedet fyldes med emnet selv. Amy tillader hendes pårørende og Winehouse selv at fortælle hendes histories uden så meget bling og postyr. Der er en tilfredsstillende mængde af Winehouses musik inkluderet og meget velfungerende er det, at hendes tekster skribles på skærmen samtidig. Amy Winehouse skrev rige, symbolske og poetiske tekster, der ikke må overdøves af hendes fortryllende og unikke lyd.
Amy sætter gang i tankerne, og den fokuserer på et alt for udbredt problem, som ikke starter og slutter med den lille kvinde med den store stemme. Det er en hjerteskærende film.
