Skriv en kommentar
Når navnet James Wan er at skue på titelplakaten til en gyserfilm, så ved man, at der er tale om en film, der unægteligt vil gøre sit ypperste for at skræmme livet af sit publikum. Han er producent på mange gyserfilm, herunder "Annabelle 2: Skabelsen", men kan også være stolt instruktør og ophavsmand af bl.a. "Nattens Dæmoner" (2013), "Insidious" (2010) og "Saw" (2004). Hans navn er ofte associeret med kvalitet, når det kommer til Hollywood's gyserproduktioner, men med den første "Annabelle" (2014) knækkede filmen en smule. Den var ikke rigtig på det niveau, som man efterhånden forventer at se, når Wan er inkluderet, hvorfor jeg også havde en del bange anelser for en 2'er. Endnu engang med James Wan som producent og denne gang med den svenske David F. Sandberg i den varme instruktørstol, skulle de forsøge at lave en efterfølger, der forhåbentlig var meget mere effektiv end den første Annabelle. Og gudskelov - den er rent faktisk skræmmende.
Djævelske og blodige lege
Historien omhandler en dukkemager og hans kone, som flere år efter deres datters død, inviterer en nonne og hendes piger fra et børnehjem ind i deres hjem. Hvad de ikke ved er, at huset også er hjemsted for dukkemagerens smukkeste dukke, Annabelle, som er besat af en ond og dæmonisk entitet. Straks begynder Annabelle sine djævelske og blodige lege, og implicerer alle, der er tilstede i huset.
Kreativt brug af lys og mørke
Opskriften på en klassisk gyserfilm kender Sandberg utvivlsomt. Han lavede den habile "Lights Out" (2016), hvor han især brugte, som titlen kraftigt insinuerer, lysopsætningen som et virkeligt kreativt virkemiddel. Og igen i "Annabelle 2" spiller lysene en stor rolle. Det er effektivt, specielt når alt lyset går ud, og mørket omringer de stakkels hovedpersoner, og Annabelle dæmonen kaster sig over dem.
Slidte Genreklichéer og rutineplaget historie
Dog skal det siges at "Annabelle 2", som de fleste moderne gyserfilm, ikke rigtig byder på noget nyt og banebrydende rent narrativt. Det er som sagt meget rutineplaget, og derfor bliver rammefortællingen meget genkendelig. Når der bliver sagt, at man ikke må åbne en forbudt dør, så åbner hovedpersonen naturligvis døren og går direkte ind i fælden. Lad nu bare være med at åbne den! Der er de relativt flade karakterer, som ofte går igen i mange gyserfilm i form af de stærkt troende kristne, der mener at deres tro kan holde djævlen for døren, den nysgerrige gruppe af børn, som i sidste ende konfronterer ondskaben, og der er de samme genreklichéer, som er obligatoriske, men også ret slidte. De knirkende døre og trappetrin, den nervepirrende musik, der veksles til isnende stilhed og det klassiske hjemsøgte hus.
Uhyggen er absolut intakt og skuespillet er solidt
Når det så er sagt, så er uhyggen absolut intakt, når Annabelle nådesløst jager sine hjælpeløse ofre. Og dukken er så godt filmet og belyst, så den virker skræmmende realistisk i nogle scener. Skuespillet er solidt, uden der er nogen, der for alvor skinner igennem. Det skulle måske lige være Miranda Otto (kendt fra "Ringenes Herre" trilogien"), som den sørgende kone til dukkemageren og mor til deres afdøde datter.
"Annabelle 2: Skabelsen" hæver sig betydeligt over de fleste gyserfilm, der er blevet udsendt fra Hollywood de seneste par år. Når den rammer plet, er uhyggen nærmest lammende.
