Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Henrik den ottendes skandaløse og psykopatiske liv er fortalt ikke så få gange. Omdrejningspunktet er som regel hans voldsomme forbrug af koner - seks blev det til.
Specielt historien om hans forhold til sin anden hustru Anne Boleyn, siden hen Dronning Anne, er kendt, dels fordi ægteskabet med hende medførte den engelske kongemagts brud med Pavemagten, og dels fordi Anne Boleyn viste sig som en mere end værdig modstander overfor den, skulle det vise sig, psykopatiske konge.
Den engelske instruktør Charles Jarrotts udgave udmærker sig først og fremmest ved Geneviéve Bujolds virtuose spil som Anne. Hun mere end spiller lige op med stjernen Richard Burton som kongen. Den meget unge skuespillerinde brænder igennem i hver scene, hun er med i. Hun overbeviser om Annes umærkelige gliden fra retfærdig harme over at blive taget fra sin kæreste og kastet i armene på en brunstig konge, endda af sin far, ligesom hendes nu kasserede gravide søster blev det, og til den berusende følelse af magt der efter hendes eget udsagn ligner forelskelse. På én gang anfægtes hun til stadighed moralsk i forhold til kongens til syvende og sidst samvittighedsløse gøren og laden, og er samtidig ikke i tvivl om, at hendes eget projekt ubønhørligt må gennemføres; først dronningetitlen, siden hen sikringen af arvefølgen for datteren Elizabeth, den senere Dronning Elizabeth I – om det så betyder, at hun må ofre sit liv.
Filmen er en adaption af Maxwell Andersons succesfulde skuespil fra 1947. Andersons fortolkning af Henrik den ottendes rolle har instruktøren overtaget. Den er næppe historisk korrekt, men fuldgyldig i en virtuos fiktion som denne; kongen fremstilles som den uindskrænkede magtfaktor, der kun er offer for sig selv; sit eget begær og egen psykopati. Det betyder dog ikke, at der ikke redegøres for hvordan kirke, adel og embedsmænd positionerer sig i forhold til det magtfulde centrum. Vi oplever, hvordan kirkens kardinal Wolsey (Anthony Quayle) mere end beredvilligt baner vejen for kongens seksuelle eskapader, men kommer alvorligt i klemme, da bruddet med Rom må til, om kongens skilsmisse skal gennemføres. I øvrigt er scenen hvor Anne gør kongen og kardinalen opmærksom på, hvor mange titler (læs: stor magt) kardinalen har, en scene af stor komik og satire og fortæller alt om Annes store politiske talent. Den berømte Thomas Moore (forfatteren til Utopia) optræder, som så ofte før og siden, som den politisk kloge og moralsk uangribelige filosof der i første omgang klarer frisag i forhold til kongens brud med kirken, men siden hen … Moore er den direkte modsætning til Thomas Cromwell (John Colicos), kongens sleske, politiske rådgiver, der smeder de rænker kongen har brug for for at fælde først kirken og siden hen Anne. Pointen er i denne fortolkning af Henrik den Ottendes regering ikke, at Cromwell er den egentlige magtfaktor, men at han er i stand til at levere den vare som kongen gang på gang har brug for, for både at føre sine beslutninger igennem, men også for at overbevise sig selv om sin moralske uangribelighed – Cromwell bliver mao. det perfekte redskab for den psykopatiske konge.
Instruktøren Charles Jarrott udsendte året efter ”Mary, Queen of Scotts”, om forholdet mellem den skotske Dronning Mary og den engelske Elizabeth I, der ligesom ”Anne – Dronning I Tusind Dage”, portrætterer kongemagt i en overdådig, teateragtig-opsætning med meget velspillende skuespillere. Sidenhen er det for den nu aldrende instruktør først og fremmest blevet til utallige TV-film lige frem til i dag.
DVD-en har intet ekstramateriale, ikke engang en trailer. Et kommentatorspor, hvor instruktøren fortæller om tilblivelsen af denne film, der bejler kraftigt til et klassikerprædikat, ville have været særdeles velkomment.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Universal Pictures.
