Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Musicalen Annie (tekst: Thomas Meehan; musik: Charles Strouse), bygget over Harold Grays tegneserie Little Orphan Annie har gået sin sejrsgang over alverdens scener. Den havde premiere på Broadway. Og som det nu engang ofte går med amerikanske succes-musicals, fik også Annie sin filmiske udgave, da den gamle mester, veteran-instruktøren John Huston instruerede den i 1982.
Overfladisk set er Annie den utrolige historie om den forældreløse 10-årige pige, der i 30-ernes USA på forunderlig vis charmerer sig ind i den følelseskolde dollar-milliardær Daddy Warbucks hjerte for endelig at blive adopteret af ham. Men det er sandelig også en utvetydig hyldest til det USA der med præsident Roosevelt i spidsen gennemførte hans såkaldte new deal politik for at føre nationen ud af depressionens armod. Annie bliver i filmen brugt af Roosevelt som et lysende eksempel på denne politiks velsignelser og ligeledes af filmen til samme formål. Take it or leave it! Filmhistorisk set kunne denne positive kapitalisme-politiseren næppe være foregået i 10-året inden, altså i 70-erne, hvor om ikke en tilsvarende økonomisk og social depression tog den vestlige verden så dog en depression, der bla. åbnede op for en kunstnerisk utvetydig kapitalisme-kritik og seriøs koncentration om eksistensen.
Politiseren eller ej, så er den centrale historie dog den velkendte, nærmest arketypiske, at kærlighed kan tø selv det mest frosne hjerte op. Eller med filmens egne ord, at man ikke får kærlighed fra penge, magt og kapitalisme. Således er det svært ikke at lade sig charmere af musicalens iøre- og øjnefaldende sang- og dansenumre. Ligesom rollerne udfyldes på bedste vis. Fremhæves skal Aileen Quinns rødhårede Annie der ikke alene slår en proper næve, men også udstråler en frækhed og soliditet der kun knapt skjules af hendes forbavsende pæne manerer, når hun er sammen milliardæren. Milliardæren spilles af en pilskaldet Albert Finney, der nok er brysk og opfarende, men som på sin vis ligner Annie, når han rask væk pga. milliarderne er i stand til uden blinken at sætte Det Hvide Hus, FBI og medierne i alarmberedskab for at finde Annies forældre og slutteligt for at redde hende fra falske forældre. Helt overdådig er dog den fordrukne leder af børnehjemmet, Miss Hannigan spillet af Carol Burnett. Et komisk talent ud over alle grænser udfoldes hver gang, Burnett er på – og det er hun heldigvis tit. Man er ikke et sekund i tvivl om, at bag hendes komisk-grumme behandling af børnene banker et hjerte der længes så ubeskriveligt efter kærlighed. Burnetts timing er nok et studie og flere gensyn værd.
Filmen kan desværre ikke sige sig fri for højglanspolerede billeder og iscenesættelser der hele tiden minder en om, at det her er teateradaption. Det er ikke kun Annie der føler en vis klaustrofobi på børnehjemmet og i milliardærens slotslignende hjem, tilskuerne risikerer det også. Som om instruktør og/eller producer har været bange for at fjerne sig alt for meget fra forlægget.
På DVD-ens ekstrafeatures finder man den nu voksne Annie, Aileen Quinns udmærkede beretning om, hvordan hun fik rollen. Desuden er der en fin quiz, hvor man samtidig med det rigtige svar på spørgsmål til korte filmsekvenser fra filmen får en mængde relevante historiske informationer med flot animeret grafik omkring depressionens USA. Endelig er der en ny musikvideo med en opdateret version af hovednummeret It’s The Hard-Knock Life. Ligesom på Universal Pictures anden aktuelle børneudgivelse Mathilda, må man dog mildest talt undre sig over den manglende danske tekstning af ekstrafeatursne. Det havde Annie og Mathilda aldrig fundet sig i!
Filmen er venligst stillet til rådighed af Universal Pictures.
