Skriv en kommentar
Der er noget sært afslappende ved at ligge henslængt i sofaen med sin Xbox-controller og spille Assassin’s Creed. At styre sin figur gennem kampe, hen over stejle tagrygge – og i fald fra samme – er på én gang medrivende spændende og afslappende.
Man kan gå til spillet, være optaget både i timevis og så kort tid som 10 – til 15 minutter og så lægge controlleren fra sig igen, fordi man skal noget andet. Det ødelægger ikke umiddelbart spiloplevelsen, at den bliver delt op i småbidder. Når jeg sætter mig i biografsædet, så forventer jeg til gengæld både at kernen i spiloplevelsen er fulgt med over på lærredet og at oplevelsen er båret af en større og mere sammenhængende historie.
Justin Kurzel har desværre sikret begge ender af oplevelsen med Assassin’s Creed. Bevares, vi får præsenteret en århundredlang strid mellem den ellers så hæderkronede tempelridderorden og Assassinernes – snigmordernes – broderskab. En strid, som viser sig at bunde i riddernes søgen efter Edens æble, der siges at rumme de sidste manglende brikker af DNA’et bag menneskets tankevirksomhed. En viden, som tempelridderne angivelseligt vil anvende til at gøre en ende på al vold. Et ædelt mål, der er imidlertid ikke synes efterstræbt med tilsvarende ædle midler.
Handlingen ved filmens start er henlagt til 1492 i Andalusien, Assinernes broderskab har held til efter stor strid og store tab at bemægtige sig Edens æble og gemme det de næste godt 500 år. Tiden springer i hvert fald til 1986, hvor drengen Callum Lynch ser sin mor blive myrdet af sin far, øjeblikket inden ’De’ – tempelridderne - når frem. Callums far overtaler ham til at flygte, hvorefter tiden springer igen. Denne gang 30 år frem i tiden, hvor man oplever Callum blive dømt til for mord, for straks derefter at blive genoplivet, i praksis som fange hos Abstergo Industries, der viser sig at være et dække for nutidens tempelriddere, der stadig med stor ihærdighed er på jagt efter Edens æble.
Som tilskuer må man sluge adskillige fantastiske præmisser for historien. Hele idéen om den århundredlange strid er fantastisk – og når man dertil lægger, at Sofia Rikkin, datteren af lederen af Abstergo Industries, skal have fundet ud af at lagre og frigive århundreders meget detaljerede erindringer om centrale Assassineres berøring med Edens æble, står det klart, at man lige så godt kan slå ethvert tilløb til realisme og sandsynlighed fra.
Nuvel, jeg skal bestemt ikke klage over eventyr fra galakser langt, langt borte. Forskellen på Star Wars og Assassin’s Creed som fantastiske historier er blot, at førstnævnte er tænkt og solidt udført som sammenhængende historier, mens sidstnævnte skal lægge adskillige lag på attraktionen ved et computerspil, uden at sætte spillets fanskare over styr. Lag, som skal holde et biografpublikums opmærksomhed fanget, som skal tegne karaktertræk på figurgalleriet i et plot, der hænger sammen og leverer en solid og hæsblæsende fremdrift hen mod en forløsning.
Både 1500-tallets Andalusien og nutidens Madrid er tegnet og kraftigt understreget med en billedside, der giver sug i maven, når kameraet som rovfugl zoomer ind på et bytte. Problemet er imidlertid, at effekten bliver brugt for meget og uden at understrege handlingen i samme øjeblik. På samme måde bliver musikken filmen igennem til et buldrende lydtæppe uden nuance og dybde. Tilbage står dermed enkeltstående imponerende visuelle og lydmæssige effekter uden liv og nerve.
Assassin’s Creed ligner dermed skønne spildte kræfter, der – som det nu hører sig til i et løbende vedligeholdt spilunivers – risikerer at dukke op i en efterfølger, når Sofia Rikkin søger hævn og tempelridderne fortsat prøver at få fingrene i æblet.
