Det eneste som sådan set er sort-hvidt i den århusianske auteurs seneste værk er filmens billeder. Skarpt skåret og præcist indrammet fortæller de historien om Richard Malmros, instruktørens far. Som sådan er filmen et faderportræt men mest af alt er her tale om et mandeportræt. Et portræt af en mand, hvis ukuelige perfektionisme og uopnåelige krav til sig selv og sine medmennesker gør ham til en af landets dygtigste neurokirurger.
Filmen er fiktion men dybt forankret i virkeligheden. Den er langt hen af vejen et portræt af den rigtige Richard Malmros, som var med til at starte neurokirurgisk afdeling på Århus Kommunehospital. Filmen er derfor også et portræt af den tid, den udspænder sig i. Et stykke Danmarkshistorie strakt ud over en mands lange liv.
Vi følger Richard i barndommens Esbjerg, hvor familien kæmper for overlevelse. Faren er havnearbejder og Richard må hjælpe til i sin indremissionske tantes vaskeri. Allerede her lærer han flidens dyd, og at man må lide afsavn for at komme igennem.
På mirakuløs vis lykkes det Richard at komme til at studere og under medicinstudierne er det Richards store forventninger til sig selv, som presser ham til det yderste. Han ænser ikke andet end medicinen, og det går ham da også nærmest hen over hovedet, at han pludselig bliver gift med overlægens datter Eli. Denne kvinde følger ham resten af livet og er ham en munter og afgørende støttte.
Den centrale tid i filmen er Richards virke som praktiserende kirurg i tiden omkring 2. verdenskrig. Det er her, hans største triumfer opnås. Det er her, han redder barneliv. Det er her, han udvikler sine imponerende metoder. Men det er samtidig her, at kimen til den senere krise bliver lagt. Filmens spændingsmoment er denne krise.
For at opnå tilstrækkelig viden før en neurokirurgisk operation må lægerne kunne se tydelige blodkar og eventuelle svulster i hjernen. Dette gøres med røntgenbillede, men for at tydeliggøre kontrasterne indsprøjtes patienten med et konstrastfremmende stof. I 30’erne og indtil ’47 hed dette stof Thorotrast. I 1980’erne kommer det frem at en del patienter, som blev indsprøjtet med Thorotrast nu lider af cancer. En medicinskandale er under opsejling.
Filmen er opbygget som en rammefortælling. Den gamle Malmros sidder i sine stue og kigger journaler igennem. Han er næsten blind og må have assistance af sin søn, filminstruktøren. Den gamle mand vil kende sandhenden. Kunne han have handlet anderledes? Har han gjort noget forkert? Selv efter at lægestanden er erklæret uskyldig, leder han efter svar.
Det er en fantastisk skildring af denne samvittighedstyngede mand, som altid gør det rigtige men alligevel ender som offer for sin egen moralitet. Rammefortællingen er perfekt struktureret med sine tidslige spring mellem de nævnte epoker. Som beskuer tryllebindes man af denne mands virke. Operationerne vises med nøgtern præcision. De fylder meget i filmen, ligesom de fyldte meget i Richard Malmros’ liv.
Der er tale om en meget anderledes dansk film. Her er næsten ingen humor, ingen bøssepar, ingen stupide romancer. Det er lavmælt realisme, når det er bedst. En dybt personlig og til tider meget tragisk fortælling. Det er en film, som rummer så magiske scener, at de bliver hos én. I bybussen på vej hjem fra arbejde tænker man på scenen, hvor Richard som barn oplever en ballerina projiceret gennem et nøglehul. Filmkunst på højt, højt plan.