Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der står hun; afklædt og badet i et blåt skær, med buler og blå mærker i ansigtet og en isprinsesses kølige blik. Hvem er hun, damen med det påfaldende blonde hår? Hvad er hendes motivationer?
Hun ser farlig ud, og sårbar.
Svarene kommer drypvis, men motivationerne forbliver mestendels fordækte. Der er tale om en spionfilm, og spioner ved man som bekendt aldrig, hvor man har. Charlize Theron har evnen til at stirre lige ned i kameralinsen, og betage og bevæge med et enkelt blik. Hun har en forførende tilstedeværelse på film, som hører filmstjerner til – selv når materialet ikke lever helt op til hendes kaliber. Hun er god. Og hun har indtil flere gange bevist, at hun er troværdig som hårdtslående actionhelt – ligeså i Atomic Blonde.
Med den casting reddes en ellers lidt tynd fornøjelse til det bedre. Det er bare fedt at se Theron tæske løs på pæne og ikke så pæne folk.
80’er spionage i Berlin
Theron spiller den britiske topagent Lorraine Broughton. Hun har været på mission i DDR, i Østberlin, lige inden murens fald – 1989, et skelsættende år, der ville vende op og ned på verdens storpolitiske orden.
I Atomic Blonde, befinder vi os på gadeplan. I Berlins grumme underverden, de grimme baggårde, alle de steder der ikke tåler dagslys, mens historiens vingesus blot anes blafrende i baggrunden.
At dømme efter skrammerne i ansigtet på Lorraine, er alt ikke forløbet efter planen. Hun hives ind til en de-briefing, bedes gennemgå sin udflugt til stasiland, reflektere over sine mere eller mindre intime interaktioner med venner, fjender og alt det ind imellem. Vi sidder med på sidelinien, og ét spørgsmål trænger sig på; er hun egentlig overhovedet til at stole på? Se, det ved selv publikum ikke. Én ting er sikkert; intet er, som det først tager sig ud.
Rå action med punkattitude
Atomic Blonde leverer nøjagtigt koreograferede actionsekvenser med en rå attitude. De medvirkende puster og stønner efter vejret i takt med den ene vanvittige undvigelsesmanøvre og hurtigtænkende knytnæve efter den anden. Blodet pumper, og overlevelsesinstinktet pulserer, når agent Broughton viser, hvorfor hun hører til blandt efterretningstjenestens øverste elite.
Slåskampene trækker tænder ud, i overført og bogstavelig forstand, og der er noget forfriskende ved, at vi som publikum får lov at opleve den fysiske anstrengelse, som en kampscene rent faktisk kræver. Her er ingen superhelte, der aldrig mister pusten og bare kører på uden ophold. Her er højt trænede elitesoldater og lejemordere, der trods stor erfaring rent faktisk mærker knytnæven, når den rammer. Og det gør altså ondt, både at tage i mod og uddele tæv.
De danser med hinanden som i en ballet, men vi får alt fra de blærefyldte hæle til de blødende tæer at se.
Der er så meget rå vildskab i kampscenerne, at det er ærgerligt, at selve fortællingen ikke kan følge med i samme fandenivoldske tempo. Der er tydeligvis lagt stor vægt på stemning og udtryk, men desværre på bekostning af karakter og plot.
Atomic Blonde har fede kampscener, et gennemført udtryk og en lækker hovedperson, i mere end en forstand, men selve spionplottet får aldrig rigtig tag i publikum. Afslutningsvise pseudo-filosofiske betragtninger, der vist nok skulle give fortællingen dybde, distraherer egentlig bare fra det underholdende tju-bang eventyr med punkattitude, som Atomic Blonde fungerer allerbedst som. Den havde virkelig ikke behøvet at prøve på at være mere og andet, end det den er.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
