Skriv en kommentar
Hvis vi en dag skulle opleve en invasion af rumvæsner, så ved vi hvad der ville ske, hvis de skulle ramle ned et sted i nærheden af Will Smith. Vi ved at amerikanerne generelt ville være hurtige til at trække det tynge skyts og den patriotiske tone frem og få styr på disse skadedyr af en anden planet. For nyligt har vi også set, at den samme reaktion ville være at finde hos de yngre amerikanere i 70erne med Super 8 og hos de allerførste amerikanere i Cowboys & Aliens. Men hvad nu, hvis invasionen slet ikke startede i USA, ja faktisk ikke engang på den side af Atlanten? Har andre nationer overhovedet en chance for at modstå et sådant angreb, og hvem skulle lede et modangreb?
Attack the Block er Joe Cornish’ bud på, hvad der kunne ske, hvis invasionen fandt sted i det sydlige London, der er præget af kriminalitet og sociale problemer. Filmen starter med at vise en kvinde, Sam, blive rullet af en gruppe hætteklædte unge fyre. Pludselig styrter der noget ned i en parkeret bil ved siden af overfaldet, der distraherer gruppen længe nok, til at Sam kan flygte, og vi er ladt tilbage hos de indtil videre usympatiske røvere. De ser selvfølgelig en oplagt mulighed til også at røve bilen, nu hvor der alligevel er et hul igennem taget, og alle vinduer er blæst ud. Men da lederen, Moses, kravler ind i bilen, bliver han angrebet af noget, som derefter flygte hen til en legeplads. De fanger væsnet, dræber det og slæber det med tilbage, med en idé om, at det må kunne sælges. Snart begynder det at regne med væsner fra himlen, og i deres blodrus efter drabet på den første, går gruppen til angreb på de næste, men indser hurtigt, at disse er af en hel anden kaliber, og kræver mere end almindelig ganster-snilde at slå ihjel. De støder igen ind i Sam, de rullede tidligere på aften, som tilfældigvis bor i samme bygning som dem selv, og både Sam og de unge fyre må hurtigt finde ud af, hvor deres loyalitet ligger.
Der er lavet mange visioner af, hvordan rumvæsen kan se ud, og denne er hverken den mest raffineret eller mest detaljeret, men den er til en vis grad original i sin enkelthed. De ligner i hovedsageligt uldtotter med tænder. Det lyder nok en smule kedeligt, men det virker faktisk for det meste. Som med de fleste uhyrer er de mest skræmmende, når man ser mindst af dem, men da de helt bogstaveligt altid er mørke på grund af deres pels (?), undgå man et pinligt oplyst billede, hvor diverse gælder og ekstra hænder kan komme til syne på en halvgrinagtig måde. Af samme årsag undgå man også at filmen fokuserer mere på effekter og ekstra lemmer end på historien.
Hvad det præcist er historien vil, kan dog måske være en smule uklart. Det er tydeligt, at filmen vil give en alternativ version af en invasion fra rummet, og som sagt før, gør det ved at placere handlingen i et utraditionelt miljø, i hvert fald for en alien-film. Men da der netop er valgt et socialt belastet område, får filmen også lidt karakter af en samfundskritisk skildring, ikke mindst fordi filmens hovedpersoner flere gange konfronterer Sam med deres situation, fx ved at spørge hvorfor hendes kæreste er taget helt til Ghana for at hjælpe børn, når der er børn i England, der også mangler hjælp. Der er tradition tro for alien-film også mange afbræk fra gruen til komikken, her leveret hovedsageligt af Nick Frost som hash-dealeren Ron og Luke Treadaway som den virkelig skæve studerende Brewis. Men disse sidespring gør det også svært at afgøre, hvor alvorlig filmens samfundskritik er, og filmen får derfor sat sig lidt mellem to stole.
Det må dog indrømmes, at der er noget forfriskende ved, at Jordens forkæmper ikke er coole amerikanere bevæbnet til tænderne med maskingevær og granater, men ”sociale tilfælde” (med tyk londonsk accent for i øvrigt) bevæbnet med bat, køkkenkniv og fyrværkeri. Af den årsag virker skuespillerne også overbevisende. Karaktererne er van til et hårdt miljø, og deres handlekraft virker troværdig for nogle, som er tit tager beslutninger hurtigt for at overleve og for at afværge angreb af den ene eller anden art. John Boyega, som Moses virker ikke overgearet eller påtaget sørgelig som den beslutsomme leder med en muligvis trist barndom, og hans venner i filmen virker oprigtige og dybere end bare komiske side-kicks.
Alt i alt er Attack the Block et hæderligt bud på en alien-film. Selvom den selvfølgelig bygger og trækker på mange års traditioner for hvad en sådan film skal indeholde, formår den også at tilføre noget nyt og næsten også et dybere lag. Dens største problem er nok, at den ikke helt kan beslutte, hvor dybt det dybere lag skal være, og det må ærligt talt også være en svær balancegang. Hvor om alting er får den dog point for at være underholdende, hvilket man jo aldrig skal kimse af i en film, og filmen fortjener også ros for at lægge vægt på, at less is more også når det gælder rumvæsners udseende.
