Skriv en kommentar
Den nogenlunde danske Simon Staho, der tidligere har lavet ”Vildspor” og ”Dag og Nat” er faret til det svenske broderland med sin seneste, ”Bang Bang Orangutang”. Filmen er et lille, komisk og lidt tosset hverdagsdrama om den stakkels Åke (Mikael Persbrandt).
Åke er så travl i firmaet at han ikke ser sin familie. En dag ser han heller ikke sin søn og ved et uheld kører han ham ned. Således kollapser den stakkels Åkes verden. Familien vil ikke have noget med ham at gøre, konen forlader ham og kalder ham barnemorder, hans forældre vil ikke snakke med ham og han mister sit job. Tilbage sidder de sørgelige rester af en forholdsvis usympatisk mand. Simon Staho vil så udforske denne mand. Finde ud af hvad han nu skal gøre og se om det lykkedes ham at skabe en tilværelse.
Det lyder meget alvorligt og det er det sådan set også, men som titlen antyder er ”Bang Bang Orangutang” ikke en film der skal tages alt for alvorligt. Filmen bygger på et fundament af underspillet humor og en særegen stil hvor der leges med subjektive farveskemaer over en bund af støjende 70’er-punk. Det fungerer ganske godt, ikke mindst takket være den velspillende Persbrandt og hans kemi med datteren spillet fremragende af den helt unge debutant Mimi Benckert-Claesson.
Datteren er Åkes eneste holdepunkt, den eneste der stadig elsker ham efter sønnens tragiske død og hun er samtidig publikums gennemskuende og velovervejede pejlepunkt. Den unge debutant spiller overbevisende op til niveau med den erfarne karakterskuespiller Persbrandt, og hvad der kan blive af den talentfulde lille pige vil kun tiden vise.
Filmen bliver desværre en smule monoton i længden og den kontaktsøgende, men socialt handicappede Åke begynder at gentage sig selv lidt for meget. Den dramatiske udvikling stopper dog aldrig og filmen bygger stødt op til sit logiske, men alligevel overraskende klimaks. Slutningen er en dejlig underspillet og velkontrolleret sekvens, der heldigvis ikke skuffer.
”Bang Bang Orangutang” er en fornøjelig omvendt tragedie, der med et velplaceret glimt i øjet hæver sig over andre skandinaviske dramakomedier ved sin skæve og lidt sære humor og sin overraskende funktionalitet i den tossede omgang med ganske seriøse emner.
