Skriv en kommentar
La La i La-La-Land
Der findes i Hollywood en særlig genre af film, der indefra ironiserer over selve Hollywood-systemet. Den kæmpekolos af en industri, der årligt kaster så meget glimmer over verden, at vi næppe forstår, hvilke triste skæbner det også medfører. Robert Altman har sine senere år brugt den selvironiske genre perfekt med film som The Player (om filmen) og Pret a Porter (om modeverden).
Be Cool stikker hånden ned i La-La-Lands evige summende bistade af en postmoderne metropol, der i filmen minder om en blanding af Pulp Fiction og computerspillet Grand Theft Auto, hvad miljø angår.
John Travolta spiller eksgangsteren Chili Palmer, åh hvilket navn, der under et møde på en cafe er vidne til den komisk brutale nedskydning af sin ven, pladeproducenten, Tommy Athens, en perfekt birolle af James Woods. Palmer vil hjælpe enken Edie med at køre forretningen videre, og skaffer sig et lysende talent i den chokolade-brune fraseringsmaskine af en klaverbokser, Linda Moon, som i sig selv repræsentere en kæmpekliché i show-business. Den afroamerikanske, faderløse, baptistiske pige, der kom ind med Greyhoundbussen fra Texas for at blive til noget. Problemet er bare at Linda har kontrakt med et andet pladeselskab, og hvad værre er; Edie skylder en masse penge til en gangsta/producer, Sin LaSalle, der ikke nøjes med at skælde ud, hvis ikke pengene falder rettidigt. Ved siden af alt det, er der russerne, der tjener penge ved at true folk med at brænde deres firmaer ned. Alles kamp mod alle er sat i spil.
Filmens indre mekanik repræsenterer La-La-Land selv. Et virvar af relationer blandt hinanden. Tarantino magtede at fortælle en historie, der mindede om den i Pulp Fiction. F. Gary Gray magter det ikke uden at den ironiske distance ophæves, og filmen ender med at blive endnu en række af kliché-prægede automatfilm, der er pakket pænt ind i cellofan. Det er drønærgerligt, for forlægget til noget originalt er til stede. Problemet er, at man henfalder til at fokusere på den gennemtærskede American Dream, og så har man hyret Aerosmith til at være katalysator for Linda Moons karriere. Hun slutter filmen med at optræde live med Steven Tyler, som desværre har fået lov til at få replikker i filmen. Man græmmes og krummer tæer, så det næsten larmer i biffen.
Filmen er altså et glimrende eksempel på det, den ironiserer over. En indsustri, hvor bagmænd styrer den såkaldte kunst, og man må nøjes med at lade sig underholde af de mange særprægede bifigurer og de referencer filmen støver op. Vi kan bl.a. se hilsener til Tarantinos trademarks, som de berømte trunk-shots, hvor den netop henrettede ser op mod sine overmænd fra bagagerummet. Der er også en revival af en dansescene, der mimer Pulp Fictions berømte twist, men som ikke når den til sokkeholderne.
De to hovedkarakterer, der selvfølgelig efter planen involveres romantisk, spilles rutinemæssigt at John Travolta og Uma Thurman. Filmens force er dens biroller. Harvey Keitel spiller et superdumt svin af en plademogul. Cedric the Entertainer er Sin LaSalle, en gangsta med ph.d. og hus i forstaden. Geniet Andre 3000, som er en del af OutKast, spiller den snotirriterende Dabu. Vince Vaugh er den mest tarantinoske karakter. Han spiller en small time crook, der er mere menneske end morder. Danny de Vito, der også er filmens producent spiller noget nær sig selv, og så selvfølgelig James Wood, der nok skydes i anslaget, men som levere en mindeværdig præstation.
Filmen spiller på tidligere mesterværker og leger for så vidt kispus med sig selv og sit ophav, men ophavet vinder. Producenterne har talt og det bliver der som bekendt aldrig gode film ud af. Underholdning måske, men ikke filmkunst. 3 stjerner er derfor mere end rigeligt – og måske rimeligt.
