Skriv en kommentar
Det starter jo i grunden meget godt. Et par, Bruno (Nicolas Bro) og Maxine (Marijana Jankovic), køber en penthouse-lejlighed i kongekvarteret og flytter ind med stille forhåbninger om kærlighed og kildevand. Bruno elsker Maxine højt, men hendes kærlighed til ham har brat forandret sig efter den flot fotograferede, statiske titelsekvens. Maxine prøver at slippe væk – men Bruno vil ikke give slip, hvilket fører deres forhold på afgrundens rand og gør hende utro med deres fælles ven (Nikolaj Lie Kaas). Da Maxine endelig beslutter sig for at forlade Bruno til fordel for sin nye kærlighed, bliver Bruno pludselig syg – og Maxine må tage omsorg for en mand, der gradvist fortærer hende. Det fører mod en endegyldig slutning, hvor ikke alle kan blive lykkelige.
Christoffer Boes langtrukne meditation over et forkvaklet (kærligheds)forhold er intet mere end en kortfilm forklædt som spillefilm. ”Beast” er alt, alt for meget, men på samme tid alt, alt for lidt. Der er simpelthen ikke kød nok på ægteparrets relation, hvor det sadomasochistiske og voldelige ”bæst” forbliver uafdækket bag et højstemt strygersoundtrack og et alt for ”skrevet” og kunstigt forlæg. Skønt petite Marijana Jankovich kæmper med at gøre Nicolas Bros karikerede Bruno til et menneske, lades hun også i stikken med en gennemgående apatisk distance til realismen, til den ægthed der for længst er forsvundet i ”Beast”. I stedet er det som om at Boe har villet favne om for meget i sin kreative frisættelse, at de mange inspirationskilder forbliver skrevne som tynde streger i et impulsivt og ja, karikeret manuskript.
Filmen er blevet til igennem en minimal finansiering, hvor stole delelementer er improviseret på settet eller blevet til som impulsive indskud. En sympatisk idé og på empirisk hvis et spændende forløb – for filmarbejderne bemærket, ikke for publikum. ”Beast” bliver et uforløst eksperiment, der udmærket kunne trænge til en minimering, en mere kritisk gennemklipning og derfor samtidig ville egne sig bedre til kortfilmsformatet end til de 83 minutter tilskueren skal kæmpe sig igennem det blødende forhold, der lider jovist, men uden en afklaret bevæggrund. Selvfølgelig er det kærlighedens skyld, hvor forelskelsen står i centrum for det blodige og dyriske i forholdet, hvorigennem to elskende langsomt knuser hinanden og fører dem til utroskab. Her diskuterer filmen om utroskabet er iscenesat af Bruno, så han således finder sin motivation for at udlede sine animalske kræfter, der truer med at dræbe ham indefra – som en kropslig helvedesild, en afstandsstagen til byens civiliserede lighedsforhold, der helt konkret gør ham ”gravid” med et vredesbarn, et dyr.
Nicolas Bros Bruno er bevidst overspillet, et usympatisk dyr af et menneske, der truer med at knuse alt for at føle kærligheden, hvilket leder ham hen i sindssyge og muliggør hans fatale projekt – at skaffe sig af med synderen, slangen i paradiset. Hvad han ikke er klar over, er at han selv er slangen, der igennem sine nærmest terapeutiske dialoger med Maxine, prædiker godhed og tosomhed, der i sin forbryderiske fortabelse fører til det modsatte. Det er Bergmans ”Scener fra et ægteskab” udsat for den transformative kraft, der åbenbart hører mange moderne film til – bla. ”Black Swan”, hvor hovedpersonen langsomt undergår en forvandling, hvorigennem den mentale tilstand afspejles i en fysisk cementering af kunstnersindets viltre uligevægtighed.
Selvom det fremstår uafklaret er Brunos skriftlige profession, en slags medgivende faktor for hans sindssyge, hans manglende evne til at skele mellem uvirkelighed og virkelighed, hvorfor filmen alt for hurtigt falder ind i en omtåget problematik – er det hans frustration over sit arbejde eller kærligheden, der fører til hans menneskelige fallit og dyriske transformation? Er den iscenesatte virkelighed, det skinbare utroskab bare en platform for hans midtvejskrises frustration? – en bevidstgjort foranstaltning for at udlede alt sin lede og ondskab overfor sin ikke-forstående hustru. Bruno er ikke et menneske, men et dyr, men er Maxine ikke også det, når hun forfølger sine følelser vold i stedet for at pleje sin tydeligvis uligevægtige ægtemand? Det viser sig også at være sandheden, at barnet lever videre med den ondskab, der findes i parforholdet i ligeså høj grad som den opretholdende lykke. Her slutter filmen, med tavse forhåbninger om kærlighedens fremtid. Måske ender det godt, men noget må kompromitteres for denne kortvarige følelse af lykke.
En ganske vist spændende problematik, som trods den nærværende dogmeagtige æstetik ikke udfoldes eller virkeliggøres. Derimod fremstår karaktererne som flade skygger i Broes optik, som ville have klaret distancen udmærket i et andet, mere kort format. Derfor bliver ”Beast” aldrig rigtigt et indfølt eller realistisk portræt af det moderne parforhold, hvor det bagvedliggende hjerte buldrer på slump indtil næste mulighed eller forhold indtages og fristes. Snarere bliver al filmens påtagede og prætentiøse smerte behandlet lettere overfladisk, og ofte på grotesk hvis, hvilket gør visse scener svære at tage alvorlige – en halvnøgen Nicolas Bro storbrølende foran et spejl, et voldsomt, sadomasochistisk sexliv eller Jankovich blødende noget sært sort i et bad. Et dyr der lever i et menneske er trods alt ikke forbeholdt den københavnske eller danske velfærdsstats virkelighed, hvor temperamentet er på ligeså afdæmpet som temperaturen.
Måske havde ”Beast” indfriet de høje forventninger, hvis Boe havde valgt at sælge den som en satire. På de højstemte og gravalvorlige præmisser fungerer den i alle fald ikke. Den ellers interessante tematik forbliver behandlet lettere overfladisk, hvor filmen hurtigt bundfælder sig som værende ligeså forgængelig som et snefnug, dog dryppende af blod, men i hastig tø.
Film kan sommetider også føre tilskueren fra krig til kedsomhed, og samtidig lulle vedkommende ind i en let søvn trods meget dramatiske omstændiger. Sådan er ”Beast” – et tavst skrig.
