Skriv en kommentar
Sidste års måske bedste film, ”Call Me By Your Name”, som ganske vist udkom i USA i 2017, bød også på et gigantisk gennembrud for stortalentet, Timothée Chalamet. Her spillede han en ung homoseksuel teenager med en så smuk skrøbelighed, at det nærmest gjorde ondt at beskue – og rollen kastede da også flere nomineringer til diverse store filmpriser af sig. Derfor var der enorme forventninger til hans rolle i denne film, ”Beautiful Boy”, instrueret af den belgiske instruktør Felix van Groeningen. Chalamet, der spiller den unge stofmisbruger Nic Sheff, bakkes op af altid formidable Steve Carell, som portrætterer David Sheff, den fortvivlede far til Nic, som også skrev biografien, som denne film er bygget på.
En fars kærlighed
David Sheff har et nært forhold til sin søn Nic, som netop er blevet færdig med gymnasiet, og som tilsyneladende har alle muligheder for at opnå et langt og succesfuldt liv. Problemet er bare at Nic har været prøvet eksperimenteret frit med stoffer siden begyndelsen af teenageårene, og da han prøver crystal meth, bliver han for alvor stofafhængig. Fra den ene dag til den anden, forsvinder den dreng, som Nic engang var. Nics afhængighed rammer hans far, mor, stedmor og småsøskende hårdt, og deres liv ramt af et konfust virvar af afvænningsklinikker, afmagt og svigt, samt den stigende uvished om Nic nogensinde bliver stoffri. Specielt David sætter alt ind for at redde sin elskede søn, men selvom en fars kærlighed er stærk over for sit barn, er stofafhængigheden en voldsom størrelse at bekrige.
Ikke alt fungerer
Felix van Groeningen rammer specielt én ting klokkerent i sin instruktion: en film omkring noget så grusomt og ubehageligt som stofmisbrug og afvænning, skal føles grusom og ubehagelig. For filmen er lang, klaustrofobisk og grusom realistisk. Der bliver ikke pakket noget ind, og det er nok ikke en film de fleste ligefrem vil glæde sig til at se igen, da den i høj grad er deprimerende. Men det er klart en af filmens største forcer – at den rammer afhængighedens afskyelige og altødelæggende væsen så præcist, og samtidig vækker opmærksomhed omkring et emne, hvis tabu skal nedbrydes. Rent teknisk har van Groeningen dog også nogle ærgerlige svipsere. Musikken er alt for malplacerede i nogle sekvenser, hvor stilhed eller et mere passende soundtrack havde været at foretrække. Derudover er der også sekvenser, hvor plottet gentager sig selv, og specielt klipningen kunne generelt have været bedre.
Pragtpræstationer
Men til trods for at filmen skuffer en anelse på det tekniske plan, så sætter Carell og Chalamet ild til hele filmen med deres respektive roller. Steve Carell’s portræt af en kærlig far, der er omsvøbt af konstant afmagt, går direkte i solar plexus. Hans bedrøvede øjne flår med sikkerhed dit hjerte i stykker, og allerede et lille stykke inde i filmen, har man glemt at dette er manden, der fik alle til at rulle rundt på gulvet af grin, som Michael Scott i ”The Office”. Chalamet’s skuespil er ligeledes fantastisk. Det er afdæmpet underspil af høj klasse, specielt i en scene, hvor Nic endelig bryder sammen i sin fars arme. Flere gange undervejs viser han i, at de sammenligninger der florerer på internettet med James Dean, er helt berettiget. Her er et sjældent talent, som kun dukker sjældent op i Hollywood, men lad os håbe at han lever længere en Dean gjorde.
