Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
At få alt ud af intet. Måske kan det skrives så kort. Benjamin Christensen mestrer den sorte farve, det tomme rum. Følg de sorte flader i hans film, og du vil opdage et mangfoldigt visuelt talent, der konstruerer sine film med udgangspunkt i tilstedeværelsen af ingenting.
Filmmediets lærred er fra start af en tom, hvid flade. På denne tabula rasa placeres objekter, handlinger, bevægelser: det være sig kysset mellem de to stjerner, biljagten gennem New Yorks gader eller en svimlende kameratur tværs over stepperne. Men selvsagt behøves det slet ikke at være så kompliceret. Basalt set handler det om lys og mørke, eller om noget og intet. Om den danske stumfilminstruktør Benjamin Christensen var den første til at indse og bruge dette banalitet, ved jeg ikke, men det er sikkert, at han var en af de bedste til det.
På denne udgivelse, der er en del af den tiltrængte DFI-serie Danske Stumfilmsklassikere, kan man stifte bekendtskab med instruktørens to første film, henholdsvis Det Hemmelighedsfulde X fra 1914 og Hævnens Nat fra 1916. For overskuelighedens skyld vil jeg behandle dem separat.
DET HEMMELIGHEDSFULDE X
Det unge løjtnant van Hauen er på vej i krig. Han skriver sit testamente, mens han leger med sine børn. Man ved jo aldrig, hvad der venter. I mellemtiden er hans kone involveret i en mere eller mindre uskyldig flirt med den udspekulerede grev Spinelli. Krigen kommer og van Hauen bliver betroet forseglede ordrer med angrebsplanerne. Da slaget skal stå, har fjenden fået nys om planerne, og mistanken falder straks på van Hauen. Men er han skyldig? Har greven andre gøremål end en flirt med løjtnantens kone?
Det Hemmelighedsfulde X kan med rette kaldes en spionthriller, omend genrebetegnelsen nok vil give nogle forkerte konnotationer i forhold til, hvad man kan vente at se i filmen. Historien er forholdsvis simpel, bygget op omkring nogle enkelte personer (løjtnanten, hans kone og søn, greven, nogle militære personer) og nogle enkelte objekter (grevens brev til løjtnantens kone, en frakke). Alligevel kan det godt være vanskeligt at følge med. Stumfilmen fordrer opmærksomhed. Mellemteksterne hjælper tilskueren på vej, men der må i sandhed også holdes øje med skærmen for at få alle de nødvendige detaljer med.
Heldigvis er det visuelle intet mindre end fremragende. Som omtalt ovenfor mestrer Christensen den sorte flade. Billedkompositionerne er afvekslende og fantasifulde. Eksemplerne er mange: et lille vindue er eneste lyskilde og foran det dukker en skikkelse frem. Eller: en cirkel af lys bevæger sig rundt på stengulvet, resten henligger i mørke. Eller: to silhouetter af to mand til hest bevæger sig langsomt op ad en bakke mod en sort aftegning af en mølle med vinger, der former et, nå ja, hemmelighedsfuldt X.
Ellers er filmen karakteriseret af en intelligent brug af billeddybde og synsvinkler. I mange af filmens tableauer forekommer der handling i såvel for- som baggrund. Det gælder eksempelvis scenen i klasseværelset, hvor læreren står i baggrunden med en elev, mens forgrunden domineres af to skoledrenge, der sloges. Eller i scenen, hvor Fru van Hauen står i forgrunden og knuger et brev, mens de to tjenestepiger fortsætter deres gøremål bagved. Effekterne er såvel en visuel dynamik og en mere realistisk betonet stemning. Samtidig er dybden i billederne koblet med brugen af synsvinkler med til at forstærke indtrykket af, at personerne i denne film ikke har sammen viden, som den tilskueren sidder med. Derfor stiger spændingsmomentet i scenen, hvor greven opholder sig ved siden af kaminen i forgrunden, mens løjtnanten kommer ind i baggrunden og mødes med sin kone i mellemgrunden. Her holder tilskueren vejret, for vi ved mere end løjtnanten, hvilket så manifisteres af, at vi også kan se mere end løjtnanten. Vi har kameraets blik, det – i denne scene – altbeskuende øje, alt i mens løjtnanten kun er et menneske uden viden om sin kones flirt med greven.
Det Hemmeligshedsfulde X kan nok ses for sin indholds skyld, men det er i formen, filmen for alvor træder i karakter. Når man ser den, forstår man, hvorfor Christensen i dag betegnes som en af de allermest talentfulde stumfilmsinstruktører.
HÆVNENS NAT
Et nytårsaften forstyrres et fint middagsselskab i Dr. Wests villa af en omtumlet skikkelse. Manden er formodet morder og på fri fod. Med sig har han sin lille baby, og han beder husets unge pige Eva om hjælp. Hun indvilger i at hjælpe, men senere overtales hun af husets andre beboere til at lokke den ubudne gæst i en fælde. Han fanges og ryger i fængsel. 14 år senere benådes “stærke Henry”, som han kaldes, og han svorer sin hævn. Han vil hente sin nu halvvoksne dreng på børnehjemmet, men opdager til sin forfærdelse at drengen er blevet bortadopteret. Nu går jagten efter den bortkomne søn. Samtidig viser nye spor, at Henry er uskyldig i det gamle mord. Men ikke alle ligger inde med den viden, og snart er Henry på ny en jaget mand.
Benjamin Christensens anden spillefilm er noget anderledes end den første. Filmen vrimler med karakterer, parallelforløb og utallige lokationer. Mange af scenerne er særdeles spektakulære, såsom de smukt dekorede interiør-scener i West-villaen og de velkoordinerede dyrescener med elefanter, hunde og krokodiller. Handlingen er unægtelig noget med kompleks og nuanceret end i den foregående film, ligesom flere af karaktererne besidder modsatrettede træk, der er med til at gøre dem langt mere komplekse end de stumfilms-stereotyper, mange af datidens film vrimlede med.
Til gengæld halter filmen en del på det formmæssige niveau. Hvor Det Hemmelighedsfulde X var en nærmest ideel stilistisk gennemført film, er Hævnens Nat et sammensurium af stilarter. Her spilles stadig en smule på den sorte flade, indramninger (blandt andet kamera-synsvinkel gennem et lille nøglehul) og dybdevirkninger, der enkelte gange ligefrem overgår forgængeren. Samtidig adskiller Hævnens Nat sig fra Christensens første film ved at være tintet. Udendørsscenerne er primært holdt i blå og lilla tinting, mens scenerne indendøre vises med orange og gullig tint. Farverne virker, for mig at se, forstyrrende og ødelægger mange af de ellers velkomponerede scener.
Alligevel må man imponeres af de mange filmiske virkemidler, Christensen allerede i denne sin anden film har fundet frem til. Det gælder blandt andet to flashbacks, som er med til at kæde handlingen sammen. Det gælder en baglæns kamerakøretur, der åbner op for en virkelig gennemtænkt scene. Og ikke mindst gælder det koordinationen i scenerne. Det vrimler ind og ud med folk i for-, mellem- og baggrund, men det virker aldrig koordineret eller teatralsk. Som en hilsen til sin første film, finder vi i Hævnens Nat også en skikkelse gemt bag en kamin, ude af synsvinkel for karakteren men – i spidsfindig grad – synlig for tilskueren.
Hævnens Nat kan med fordel ses ovenpå Det Hemmenligsfulde X. Til sammen giver de to film en ganske god introduktion til Benjamin Christensens metode og talent.
Det er godt, at kulturministeriet endelig har besluttet sig for at støtte op omkring den danske filmskat. Med støtten åbnes der op for 10-12 fremtidige udgivelser af danske stumfilm, hvilket man kun kan bifalde. Man kan altid diskuteret valg og fravalg – i Benjamin Christensens tilfælde virker det en smule besynderligt, at man har set bort fra hans mesterværk Häxan – men under alle omstændigheder er vi med denne udgivelse kommet i gang med opbygge muligheden for at også nuværende og fremtidige filmelskere kan få et grundigere og mere nuanceret billede af den danske filmhistorie.
Ekstramateriale:
Der er desværre ikke blevet plads til noget ekstra materiale på skiven. Det er ellers oplagt med et kommentarspor af en af vores kyndige filmhistorikere eller blot en kort introduktion og placering af Benjamin Christensen i en bredere sammenhæng. Det ville også have gjort udgivelsen mere tilgængelig.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Det Danske Filminstitut.
