Skriv en kommentar
Filmen tager udgangspunkt i året 1957, da det var Bergmans mest produktive år i hele hans karierre. Men som vi følger året gang får vi trods alt fortalt hele hans livshistorie fra hans strenge opdragelse som barn og frem til hans død i 2006. 1957 var året hvor to af hans største film – Det syvende segl (1957) og Ved vejs ende (1957) - fik premiere. Men i løbet af samme år instruerede han også et tv-drama og teaterstykker. Filmen sætter desuden fokus på at Bergman var en mand med mange fejl og skavanker i hans private liv. Han satte karrieren højere end sine børn, selvom han havde hele seks af dem, og hans mange forhold, ægteskaber og affærer var slet ikke til at holde styr på.
På trods af de mange kendte ansigter der bliver interviewet til denne dokumenter, er det de færreste der virker til at kende ham rigtigt, og derfor har noget interessant at sige. Det er bare ikke særlig spændende at få gentaget utallige gange at han er et storslået geni. Det har det enorme antal af filmpriser vist gang på gang. Det bedste interview i filmen er faktisk et gammelt, og gemt væk, interview med hans bror, Dag, der sagtens tør fortælle om den rigtige Bergman. Her kommer det f.eks. frem at det faktisk var Dag der fik tæsk af faderen og ikke ynglingen Ingmar. noget som Bergman tydeligt ikke ville have skulle frem, da han forbød at interviewe blev vist imens hans levede. Men når der er 40 andre interviews i samme film, kommer de hurtigt til at virke overfladiske.
Længden af filmen er lige lovlig lang. Jovist, Bergman var et kompleks menneske med en lang og strålende karriere, men formatet havde nok virket bedre som en todelt udsendelse på Tv. Man skal virkelig være fan af Ingmar Bergman og hans film, og være tørstig på viden om hans privatliv og sind for at kunne være underholdt gennem to timers fortælling om denne mand.
Jane Magnussen har tidligere lavet dokumentaren Trespassing Bergman (2013), som er en på alle måder bedre film. Her så vi kendisser som Woody Allen, Wes Anderson, Robert De Niro og Laura Dern skamrose Bergman i hans eget hjem. Det var faktisk mere spændende at høre hvad der fascinerede dem alle ved den store instruktør hjemme i hans egen VHS-samling, end at høre en række andre kendisser gisne om de negative sider ved hans væsen og arbejdsmetoder.
Selvom Magnusson gerne vil vise og fortælle de negative sider ved hans væsen, er det som om at hun alligevel ikke forholder sig helt objektivt til emnet alligevel og tit glatter det ud med at han jo trods alt var et gudsbenådet geni. Vi kommer f.eks. nærmere ind på hans sympati med nazisterne under 2. Verdenskrig og det faktum at han var tæt på at slå en af hans kærester ihjel i rent raseri.
Bergman – et år, et liv udkommer i året der ville have været hans 100 års fødselsdag. Filmen er en ligesom hans privatliv en rodet affære, der bruger alt for mange forskellige interviews til at kunne forstå de enkeltes forhold til ham. Man bliver kastet frem og tilbage i tid, og så forholder instruktør Jane Magnusson sig desværre ikke helt objektiv nok til at tage hans voldsomme temperament og tvivlsomme politiske holdninger alvorligt. Hendes budskab er nok at man skal overveje om man kan adskille kunsten fra kunstneren – uanset fejl, men det kommer tydeligt igennem at han først og fremmest er et kunstnerisk geni, og så har han måske lidt bagage.
