Skriv en kommentar
Da jeg havde set den smukke og intense dokumentarfilm om Billie Holiday tænkte jeg: ”Hvornår hørte jeg første gang den stemme?” – som er så gennemtrængende, smertelig og fintfølende, men jeg husker det ikke. Den har ikke ramt mig som ung, som Lennon, Morrison, Armstrong m.fl. – men siden har jeg aldrig glemt den. Filminstruktør James Erskine har ud fra materiale, som Kuehl indsamlede til en bog for 50 år siden dokumenteret dele af hendes liv, og i åbningsscenen hører vi Sylvia Sams meget rammende sige om sin veninde Billie Holiday: Jeg kunne læse hele verden i hendes ansigt.
Filmen skildrer hendes liv på scenen, som jeg synes godt kunne være farverig i sort/hvid, og da hun som 14-årige rejser fra Baltimore til Harlem for at ryge ind i jazzscenen på små spillesteder med de store navne, og bl.a. skulle spille med den hvide Benny Goodman for ikke at være låst fast. Der er mange flotte nye klip og selvfølgelig hendes sjæl i Strange Fruit, som igen historisk viser os hendes opgør mod det etablerede, og vi får historien om, at hun på tur ikke kan benytte offentlige toiletter. Drengene kunne i det mindste gå ud i skoven, siger den frustrerede og vrede sorte trommeslager til Linda Kuehl. Når hun synger sangen i filmen, kan man se hendes dirrende hvide tænder, rynkerne mellem øjenbrynene og øjnenes tørre tårer – hun er ikke protestsanger – hun er sjælens sanger.
Og vil synge som et instrument.
Det var den sang, hun havde besluttet hun ville synge hver aften. Men det er overraskende for mig, da hun i 1956 siger – at den sang hun er gladest for er: ”Don´t explain” – som hun skrev om utroskaben til hendes første mand, Jimmy Monroe. Vi følger også hendes liv med en satan til manager John Levy i de sidste år, som var natklubejer og styrede hendes pengebeholdning – og da filmen er slut, står der, at hendes pengebeholdning var 750$
Der er mange dokumentariske beretninger med Tony Bennett, Charles Mingus, Count Basie m.fl. – og heldigvis ser vi ikke de portrætterede – som det oftest gøres, når en legende skal genoplives. Og som flere siger i filmen om Billie Holiday: ”Folk fanger hende i et øjeblik i deres liv, og så er hun væk, og hun er på vej til et andet sted.” En anden siger, at Billie Holiday levede 100 dage på én dag.
Og tankevækkende når én siger, at hun var lykkeligst, når hun var ulykkelig. Og tænk, at vi skal helt frem til 1954 før hun giver sin første koncert i Europa.
James Erskine har valgt at fortælle to historier i filmen, og jeg havde ikke brug for, at Linda Kuehls liv skal fylde så meget. Filmen hedder jo ikke ”Billie and Linda”. Og det gavner slet ikke historien om Billie, når Lindas søster til sidst siger, at da de fandt Linda død i 1978 var hun iført en hvid maske, som hun tit tog på om aftenen og pillede af igen, og hun havde heller ikke lagt et afskedsbrev – så hun mener, én har skubbet til hende.
For et par måneder siden fik vi den flotte spillefilm: The United States vs Billie Holiday - hvor den storsyngende Andra Day viste os sjælens sange, og nu får vi også fornøjelsen af legendens fineste udstråling i filmen - og filmen viser også, at vi slet ikke i dag er kommet længere med racismen.
