Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Carol Reads fantastiske ”Den tredje mand”, er blandt andet fantastisk, fordi vi hører om hovedpersonen i det meste af en time inden han i skikkelse af mægtige Orson Welles toner frem på lærredet. Lidt på samme måde fungerer ”Biskoppen”, som vi i meget høj grad hører om i en lang tid uden at se ham – og da han så endelig dukker op, er det slet ikke biskoppen, men en helt anden. Som de fleste danske lystspil fra den klassiske periode er omdrejningspunktet i ”Biskoppen” en lang række af misforståelser blødet op med romance, der pr. definition altid kan være sjovt.
Vi er midt på den lille (fiktive) Snarø, hvor alle enkefruer og frøkener er helt op i det røde østrogenfelt for at gøre sig til overfor enkepræsten, Adam Valerius, der i skikkelse af Edwin Tiemroth, er noget af et godt parti. Præsten sørger stadig over tabet af sin hustru og har ikke til sinds at gifte sig igen. I husstanden finder vi præsten lille datter Astrid og tjenestepigen Oline. Oline venter barn og da ingen rigtig ved, hvem faderen til barnet er, begynder rygterne naturligvis at svirre. Oline opsiger sin stilling, og den purunge Eva søger stillingen som husholderske. Og så kommer præsten på andre tanker, for han kan, som publikum, ikke stå for den unge blondine, kækt fremstillet af Ingeborg Brams.
Alt dette får selvfølgelig det hykleriske lokalsamfund til at få småkagerne galt i halsen, og menighedsrådet indsender en klage til provsten. Denne lover at sende biskoppen til øen, for at se om der er et moralsk anstødeligt spil i gang. Og det er her Ib Schønberg får sin entre en lille time inde i filmen. Han spiller den dekadente skuespiller Emil Flor, der er far til den unge Eva, som han besøger på øen. Problemet er blot at alle øboerne tror at den majestætiske figur er biskoppen selv, og den chance lader en prominent skuespiller ikke gå fra sig. Han lader ganske simpelt som om, at han er biskoppen, og det går jo også ret godt indtil den rigtige biskop en dag dukker op.
Det er bestemt en Ib Schønberg-film, der udspiller sig i ”Biskoppen”. Han stjæler hele billedet, da han endelig træder ind på scenen og med sit spil får sat den ene komiske scene i gang efter den anden. Mere er der som ikke at sige om filmen i sig selv. Den er ganske morsom sine steder og har naturligvis en helt igennem banal udvikling mod en den lykkelige slutning.
Skulle man pege på andre præstationer, der går ud over det sædvanlige, må det være den dengang 74-årige Petri Sonnes fantastiske Stine, der er noget nær den største sladretaske i dansk film. Hun er helt fantastisk i sin omgang med fakta og loyalitet. Da Oline betror sig til hende, gør Stine publikum sikker på, at historien nok skal komme videre i systemet. Denne birolle blev en af Sonnes sidste roller på dansk film – og måske den bedste.
Er man som jeg ikke særlig begejstret for danske lystspil, skal man nu alligevel prøve med ”Biskoppen”. Ib Schønberg fås vel ikke mere opulent og veloplagt end i denne film, og rent komediemæssigt rammer den faktisk sømmet lige på i form af sjove sekvenser og bidende satirisk overblik over dansk lokalhykleri.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
