Skriv en kommentar
Natalie Portman spiller balletdanserinden Nina, der er besat af sin dans. Hendes mor er selv pensioneret danser og alt i hendes liv handler også om Ninas dans. Da Nina bliver valgt i hovedrollen i Svanesøen af den berygtede instruktør Thomas Leroy (Vincent Cassel) er det en drøm, der går i opfyldelse. Men Nina skal spille både den hvide og den sorte svane og Thomas har svært ved at få hendes mørke side frem. Men da en ny danser, Lily (Mila Kunis), dukker op, bliver det starten på et forskruet venskab og måske er det, der skal til, for at Nina kan komme i kontakt med sin mørke side. Men alting har sin pris.
Black Swan er baseret på balletten Svanesøen fra 1875 og det kan måske afskrække det fleste allerede her. Men bliv endeligt hængende for denne filmatisering er både pirrende, sensuel og dragende i alle dens akter. Hver en Pirouette, Chassé, Passé eller Jeté bliver fremstillet som noget af det smukkeste i verden, men bagved lurer en ukendt verden af hårdt arbejde, slid og total dedikation. Det er som om, at der udlever sig en ægte svanesø udenfor scenen.
Darran Aronofsky (Requiem for a Dream, The Wrestler) er visionæren bag dette mesterværk om Ninas totale destruktive passion for en kunstart, som bag tæppet er alt andet en smuk. Aronofskys trademark er efterhånden blevet, at få overmenneskelige præstationer ud af sine skuespillere. Portman er med sit skuespil i verdensklasse, oscarværdig. Og sammen med filmen spås de store chancer ved oscaruddelingen i slutningen af næste måned. Portman danser selv balletten i filmen, noget som ikke ligger helt fjernt for hende, idet hun selv dansede ballet imellem 4 og 13 alderen og med hendes 5 timers træning hver dag i et halvt år leverer hun en særdeles overbevisende præstation. Meget tyder på at det bliver hende som står med den gyldne statuette næste måned.
På mange måder minder filmen om Aronofskys sidste film; The Wrestler med Mickey Rourke, som den aldrende wrestler, Randy, hvis krop er ved at sige fra. Det samme er tilfældet her; Nina krops prøver fortælle hende at stoppe, men hendes ambitioner er så høje, at hun vil stå på scenen for enhver pris. Men når kroppen bliver anstrengt ud over det menneskelige, rammes psyken og Ninas sindstilstand bliver ustabil – hun begynder at se syner og hele hendes infantile indelukkede verden, som tilsyneladende er skabt af moderens ensporede opvækst, begynder at krakelere.
Ninas skønhed og talent passer til den hvide svane, men at finde den mørke side, den sorte svane, i et forsigtigt og ydmygt barnesind, virker umuligt. Men hendes stræben efter succes og hendes perfektionisme, tvinger hende til at kæmpe for det hun allerhelst vil; at leve op til det, hendes mor ikke kunne præstere. Nina bliver den lidende karakter - man må lide for skønheden, men hvis balletten er den skønneste kunstart, må man gøre op med sig selv, om det er hele prisen hele værd. For i virkeligheden minder wrestling og ballet uhyggeligt meget om hinanden.
Koreografien og musikken er central for balletten. Der bliver ikke vekslet et ord i ballet og den stilhed på film kan være problematisk. Men Clint Mansells version af Tchaikovsky musik og fotografen Matthew Libatique og Aronofsky dokumentariske billeddesign, giver filmen en bragende realisme og får balletscenerne til at fremstå smukke og bevægende for selv os ikke-ballet-kyndige.
Aronofskys film er ikke fyldt med positive og livsbekræftende øjeblikke eller humor, der får til at falde omkuld på gulvet. Hvis du rammer gulvet, er det fordi, at du ikke kan udholde spændingen eller fordi du ikke kan klare rædslen ved at se bagsiden af medaljen. Black Swan hedder den sorte svane, fordi der ikke er meget hvid svane i den. Virkelighedens ballet er ikke fyldt med røde løbere, glamour og glans, men et brutalt univers, der får russiske gymnastikpiger til at ligne pigegarden. Aronofskys karakterer har kun et mål i sinde og tilsidesætter alt og alle omkring dem for det mål. Nina er villig til at hugge en hæl og klippe tå for blot at kunne klemme sig ned i sine udtrådte balletsko. Forestil dig så, hvor langt hun vil gå for at opfylde sin drøm.
Black Swan er årets bedste film, lige meget hvilken der så måtte komme senere i år. Et unikt mesterværk, der forener kunsten og underholdningen, sådan som film skal gøre. Til sidst kan man kun bukke og takke, fordi der stadig findes personer som Aronofsky og Portman i verden, der ønsker at fortælle en så gribende og finfølt historie. Fordi de tør male med store penselstrøg med den sorte farve på det hvide kanvas. Fordi de tør forføre og samtidigt skræmme og vække følelser i os, man sjældent føler i biffen. Tak for oplevelsen og tak fordi du ikke er i 3D.
