Skriv en kommentar
Sammenligninger med den egentlige film ”Bladerunner”, den oprindelige ”Bladerunner”, den mytologiske, enestående ”Bladerunner” med sine hardcore kultfans, der lige siden diskuterede om Harrison Ford som Deckard spillede menneske eller robot og om betydningen af enhjørningen i filmen, ”Bladerunner” fra 1982 der endda siden udkom i mere eller mindre directors-cut-udgaver, ligger lige for. ”Bladerunner” der virtuost formåede at relancere filmnoir, være arthouse og et vægtigt indlæg om kunstig intelligens samtidig med at den kom med et bud på postmoderne arkitektur – alt sammen spundet ind i et score af Vangelis der skriver sig ind i filmmusikkens top ti. En film der har sin helt egen plads i 1980´ernes postmoderne film. Og, nå ja var elementært spændende. Med den fortidsballast har ”Bladerunner 2049” fra 2017 naturligvis ikke en chance.
Og det har ”Bladerunner 2049” heller ikke. Mindre kan gøre det. Med elegante, anerkendende hyldest-henvisninger til ”Bladerunner” fra -82 – eksemplerne er mange - tager den nye tematikken omkring forskellen eller snarere ligheden mellem menneske og robot op; hvad nu hvis robotterne Deckard (Harrison Ford) og Rachel (Sean Young) efter flugten ud af dystopia i den første ”Bladerunner” fik et barn sammen …
”Bladerunner 2049” holder sig fra filmnoir og lader først og fremmest Jorden fremstå som udpint af tørke – lyset er vendt tilbage men alting tørrer ud - og nogen må opklare hvad der skete, da robotterne Rachel og Deckard undslap den økologiske og menneskelige undergang i den første film. Robotten K opklarer det.
Instruktøren Denis Villeneuve (”Arrival” 2016 ;”Sicario” -15; ”Enemy” -13; ”Prisonors” -13, ”Navals Hemmelighed” -10) har sammen med manuskriptforfatterne afholdt sig fra den romantik som forgængeren med instruktøren Ridley Scott øste rundhåndet af. Spørgsmålet er om det er et klogt valg, om han her har været for respektfuld over for ”forlægget”. Resultatet er at hovedpersonen, robotten K/Joe/et nummer (Ryan Gosling) aldrig skildres som personlighed, ironisk nok den personlighed som han længes efter og som hans søgen filmen igennem lægger op til. Her svigter filmen fundamentalt; hverken robottens mulighed for transendens, de sublime øjeblikke som robotten Roy i forlæggets slutscene beskrev (”I've seen things you people wouldn't believe. Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tannhauser gate. All those moments will be lost in time... like tears in rain... Time to die”) eller for kærlighed og passion til en anden tør den nye film giver sig i kast med.
Deckards og Rachels kærlighed i den gamle ”Bladerunner” er så betydningsfuld i den nye film, at den nye kærlighed mellem K/Joe/et nummer (Ryan Gosling) og Joi (Ana de Armas) må vige; det er Deckard og Rachels kærlighed og barn K søger. ”Bladerunner 2049” overgiver sig dermed til en form for nostalgi den næppe selv kan stå inde for. Filmen fremstiller overbevisende overgivelsen; K opgraderer bogstavelig talt sin digitale kæreste Joy så hun kan følge ham ud af lejligheden; den digitale kæreste hyrer endda med sin nyvundne ”frihed” en prostitueret af kød og blod som hun kan smelte sammen med for at elske med lad os kalde ham for K. Sidst i filmen ender legen imidlertid. Med et hæleknus mod remoten dør drømmen om at gøre det digitale liv til kød og blod. Dør Joy fordi hun forblev digital robot? Man fristes til at sige at den digitale verden kun er Joy (tilfredsstillelse). Det må da kaldes nostalgi-sciencefiction. Hvad har de dog tænkt på i ”Hollywood”, imens de benyttede sig af den mest avancerede digitale teknologier til at skabe en historie og ikke mindst fantastiske digitale billeder der indbragte mesterfotografen Roger Deakins en Oscar (det var på tide!)!
Kommer der en tredje Bladerunner – trilogier er noget helt særligt, så hvorfor ikke - ligger det lige for at den tager skridtet fuldt ud og lader slavehæren, robotterne der nu er mere menneskelige end menneskene gøre oprør mod menneskene. Gad vide om der til den tid er en Jord at kæmpe for…
Hvis der kommer en tredje film om 35 år, ser jeg den næppe – men vær venlig at tage det oprindelige forlægs formantik fra 1984 alvorligt, kære robot.
