Skriv en kommentar
Det er ikke vildt sjovt at være britisk teenager med pakistansk baggrund i 1987. Storbritannien flyder over med racisme og arbejdsløshed, og unge Javed mærker det på egen krop hver dag. De penge, han tjener, ryger direkte i lommen på hans traditionsbundne far, som ikke forstår hans drøm om at skrive digte og aldrig lader ham feste med sine britiske venner. Og som om det ikke skulle være nok, bor Javed i Luton – dødens pølse.
Men da en klassekammerat låner ham et par kassettebånd med Bruce Springsteen-musik, er det som om Javed bliver født på ny. Der er nogen derude, der forstår ham, og med walkman’en fastsat i buksekanten og on-ear-skumgummi-høretelefonerne om hovedet, går Javed nu ned ad gaden med en nyfunden rytme i kroppen. Pludselig kan han se et liv i kunstens verden i horisonten, langt væk fra Luton og hjemmets indespærrende vægge.
Hvis altså bare hans far ikke spænder ben for ham inden…
Instruktør Gurinder Chadha er dronningen bag Bend it Like Beckham (2002), som var the shit for os millenniumpiger i de tidlige teenageår efter Grease-intensiteten havde lagt sig. Ligesom Bend it undersøger Blinded by the Light ’barn af immigranter’-oplevelsen, men modsat 00-er-hittet, får den aldrig rigtig luft under vingerne. 80’er-stemningen er gennemført fra hvid kondisko til højt hår og kørt hjem af musik fra The Human League, Pet Shop Boys og selvfølgelig Bruce Springsteen. Den første time formår musikken da også at distrahere fra, at Javeds historie er lidt tam, men den er ikke nok til at underholde i to.
Blinded by the Light er meget oprigtig uden et hint af ironi og med meget lidt egentlig humor ligesom et 5. klasses-teaterstykke skrevet af din dansklærer. Skuespillet og dialogen ligger på samme niveau; hver scene virker som om, den er lavet til traileren, og det meste af filmen sad jeg egentlig bare og ventede på, den skulle gå i gang. En følelse, der blev overtaget af ønsket om, at den snart skulle ende.
Trods for gode delelementer duer Blinded by the Light bare ikke. Den er kedelig. Desværre.
