Skriv en kommentar
Blod er 1. del af en trilogi, begået af Chuck Hogan og Guillermo Del Toro. Mørke og Den evige nat er titlerne på de to sidste bøger, der er planlagt til at udkomme i 2010 og 2011 – det er så godt nok på engelsk, så det kan hænde, at vi danskere må vente lidt længere. Guillermo Del Toro behøves vel næppe nærmere introduktion. Han er manden bag flere store film, bl.a. Pans labyrint. Skulle man kigge forbi imdb.com vil man ikke være i tvivl om, at her er en produktiv mand indenfor film, og han kan om nogen siges at være velbevandret i thriller/gyser-genren. Nu kan han så også kalde sig forfatter, og det sammen med Chuck Hogan, som for mig var ukendt, men han har da et par titler på CV´et.
Vampyrer er tilsyneladende ved at blive et modelune for tiden, og den vogn vil d´herrer Del Toro og Hogan så også gerne være med på. ”Blod” starter lovende ud. Et fly lander i JFK lufthavn, men stopper på landingsbanen. Derefter bliver alt lys slukket i flyet, og alt kommunikation ophører. Det skal der naturligvis reageres på, og der tænkes i årsagen til den besynderlige situation. Første mistanke går i disse tider på terror, og derfor kontaktes Center for forebyggelse af sygdomsspredning, CDC, da man frygter biologisk terror. I CDC har man Professor Goodweather, som går på med krum hals. Det tager ham dog ikke lang tid at finde ud af, at flyet er ramt af andet end den ”almindelige” form for terror. Samtidigt rører en gammel antikvitetshandler, Abraham Setrakian på sig. Vi præsenteres for hans indgående kendskab til en vampyrlignende figur, som han har jagtet siden 2. Verdenskrig, og han ved, at han nu må kæmpe sit livs kamp mod en frygtelig modstander, der har indtaget USA. Det viser sig, at alle i flyet undtaget 3 er døde – men Setrakian ved, at det kun vil holde en rum tid, førend de døde vil leve op igen – og være tørstige. Forelagt Sektraians viden må videnskabsmanden Goodweather acceptere, at han konfronteres med noget, som ikke kan forklares med teorier, og som han indtil nu kun har set i dårlige b-film. Og så går den vilde vampyr-jagt – dels i et forsøg på at dæmme op for den smittefare, som løsgående vampyrer udgør og dels for at fange vampyrernes leder, også kendt som Herren. Og da vi ikke har med b-films vampyrer at gøre, er det heller ikke nok med hvidløg og krucifikser for at få bugt med fjenden.
Plottet i ”Blod” er spændende, og indledningen som sagt ganske fængende og godt skruet sammen. Jeg har stoppet mit referat ovenfor ved det punkt, hvor jeg mener bogen falder sammen. Da vores helteteam er skruet sammen og begynder kampen mod det onde, virker det som om filminstruktøren i Del Toro begynder at røre på sig. Vi får alt for mange beskrivelser af døde, som vågner op og begiver sig hjemad for at få stillet deres tørst. Det virker godt de første par gange, men så begynder historien at gentage sig selv og blive ret triviel. Det ville ganske givet gøre sig fint på film – men det er meget langsommeligt i bogform, og man keder sig bravt, mens de samme ting foregår igen og igen. Personskildringen halter også. Videnskabsmanden Goodweather beskrives som en meget intelligent, men nørdet type. Det tager ham dog ikke mange sekunder at forvandles til en mand, som snildt accepterer, at der løber vampyrer rundt i gaderne og moser dem halvt fordærvet med de våben, man ellers kan finde ved hånden. Setraktian har potentialet til at være en interessant figur, men han bliver for arketypisk og genkendelig, og overbeviser aldrig rigtigt. Mest holdt jeg af skadedyrsbekæmperen, der også kommer med på helteholdet, og som finder ud af, at rotter og vampyrer har en del lighedstræk.
Vampyrerne i bogen tager med det samme afstand fra de gamle ”Dracula”-typer, som har sminke i hovedet, sjove kapper og stor bøøøh-faktor. Nutidens vampyrer er lynhurtige, overmenneskeligt stærke og en stor tørst efter blod. Og de skal halshugges eller udsættes for dagslys, før de piber. Faktisk minder de en del om de zombie-lignende monstre fra ”I am legend”. Desværre er de ikke specielt skræmmende, og da de formeres lynhurtigt minder de mere om zombier, og alt hvad dertil hører. Jo flere, der myldrer frem og udfører samme handlinger, jo mindre farligt bliver det, og hvor det kan være (om end en speciel) fornøjelse at se mord og lemlæstelser, afrevne lemmer og det, der er værre, på film, så gør det sig ikke godt på skrift. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det hele, at bogen ikke er specielt velskrevet. Min mistanke går på, at filminstruktøren har haft mere at skulle sige end forfatteren, og det har givet bagslag i den skrevne kvalitet.
Jeg havde set meget frem til Del Toro som forfatter, men blev slemt skuffet. Seneste vampyr-bog, som jeg havde pløjet mig igennem, var Michael Romkeys ”I, Vampire”, som jeg til hver en tid vil anbefale vampyrelskere at læse i stedet. Alene de indgående beskrivelser omkring forvandlingen fra menneske til vampyr er hele bogen værd. I ”blod” er de vigtigste aktører decimeret til en ligegyldig masse uden identitet. Kun ”Herren” har i enkelte passager det format, der skal til at skabe en frygtindgydende karakter. Men det hele flader lidt ud, og det skyldes også, at man i slutningen af bogen fornemmer, at der ikke skal gives for meget, men gemmes lidt godter til de to andre bøger. Når disse ser dagens lys (hvis de da kan tåle det, høhø), så vil det vise sig, om forfatterne formår at stramme op og tænke mindre i billeder og mere i tekst. Men indtil de kommer på markedet, så vil første del af den trilogi desværre stå for denne anmelder som en ligegyldig parentes i vampyrhistorien.
Afslutningsvis lidt reference-quiz - er jeg mon den eneste, der ser starten i ”Blod” som en hyldest eller inspiration lånt fra Umberto Lenzis film, ”Rædslernes blodige by”?
Bogen er venligst udlånt af Hr.Ferdinand
