Skriv en kommentar
Med de seneste ugers udvikling i Nordirland, gør denne film, foruden dens kvalitet som film, særdeles relevant. Her er muligheden for at opleve konflikten, da den var på sit højeste. En anden tid med andre personligheder i andre situationer, men heri ligger samtidig en stor del af roden til konflikten. En begivenhed hvorfra unge nordirere den dag i dag stadig har martyr-plakater hængende på deres værelser. U2 lavede senere sangen ”Sunday, Bloody Sunday” om denne begivenhed. En sang, der aldrig vil være det samme efter denne film.
Den 30. januar 1972 går en demonstration i gang i den Nordirske by Derry. Arrangeret af en irsk borgerrettighedsorganisation, skulle demonstrationen efter planen være fredelig, men da hverken IRA eller den engelske hær ønsker optoget, lurer det frygtede kaos i baggrunden. Iværksat af englændernes provokerende tilstedeværelse, IRAs undergravende virksomhed i demonstration, og ikke mindst enkelte individers dumhed, inkompetence og panik bliver kaos til panik, panik til vrede og vrede til blodbad.
Castet i denne rystende film er måske ikke videre kendt her i landet (og nok heller ikke andet sted, med undtagelse James Nesbitt), men derved opnås netop denne portrættering af begivenhederne og ikke individerne, som tydeligvis er instruktørens bestræbelser. Figurerne er da også karakteriseret temmelig flygtigt, men ved hjælp af elegant iscenesatte scener mellem såvel både officererne i hovedkvarteret, de aktionsberedte engelske soldater og de mange demonstranter fanges med hentydende præcision de situationer, som skaber kaosset og til sidst blodbadet. En teknik også Spielberg benyttede kompetent i den episke ”Schindlers Liste”’s scener med samtalerne mellem de desperate jøder fanget i ghettoen. Ligeså kompetent benyttes den her. Især demonstranterne ser vi enkelte eksempler på i smukt troværdige øjeblikke inden demontrationen går i gang. Blandt andet en almindelig energisk teenager, der sammen med sine venner rives med af begivenhederne.
I centrum af begivenhederne står dog borgerrettighedsforkæmperen Ivan Cooper, organisatoren af demonstrationen. En mand, der har taget Martin Luther Kings værdier til sig. Han ønsker inderligt en fredelig demonstration, uafhængig af det militaristiske IRA og i fred for den engelske hær. Spillet intenst og nærværende af James Nesbitt fanges Ivan Coopers fredslyst, hans desperation og magtesløshed lige på kornet. Det er afdæmpet spil, der giver det en sjælden realisme og intensitet.
En anden hovedkarakter, er den dels ligeledes magtesløse, dels lettere inkonsekvente engelske Major General Ford, der i ”den anden lejr” leder englændernes katastrofale aktion mod demonstrationen. Også her spilles der stærkt, i en måske lettere afdæmpet rolle uden de mange replikker, men som man fanges af ved de sigende blikke.
Instruktør Paul Greengrass fortæller begivenheden i et stærkt dokumentarisk præget filmsprog, håndholdt kamera og en mat farveholdning, hvilket giver en uhyggelig præcis gengivelse af den rystende virkelighed. Den undergravende sentimentalitet som man kunne frygte ville indfinde sig i det følelsesladede materiale undgås helt, og de ensidige holdninger undgås næsten (som man heller ikke kan og skal være foruden). Det kan derfor heller ikke undre at den både vandt Guldbjørnen på dette års Berlin Festival og publikumsprisen på Sundance Filmfestival.
Når man først letter sig fra sin plads og bevæger sig ud af mørket efter denne film, er det svært ikke at føle sig berørt, som kørt igennem en følelsesmæssig vridemaskine. Mentalt udkørt, men med et umiddelbart ønske om at gøre en forskel i verdens uretfærdigheder. Det her et ærligt, barskt og rystende mesterværk om en skelsættende begivenhed, der har sat sine uomtvistelige sår i flere generationer frem.
