Skriv en kommentar
Neorealismen er ellers en filmstil, man oftest finder med 40'ernes Italien og film som ”Rom, åben by” (Rossellini, 1945) og ”Cykeltyven” (De Sica, 1948). Men i 1992 genindførte veteranen Gianni Amelio (”Åbne døre”,1990 og ”L’ America”,1994) på det nærmeste den italienske neorealisme med denne socialrealistiske filmperle. Bemærk i øvrigt det store sammenfald i titlen på denne film med førnævnte mesterværk. Som en påskønnelse fra en filmbranche i kunstnerisk tørke vandt den blandt andet Grand Prix på årets Cannes Festival og tog oven i det prisen for Bedste Film ved European Film Awards.
Traditionen tro, fristes man til at sige, er det en barsk historie man er vidne til, om de voksnes ligegyldighed over for børns lidelser. De sicilianske søskende, Rosetta på 11 år og hendes 2 år yngre bror, Luciano, bor hos deres fattige mor i Milano. Men de bliver tvangsfjernet fra deres mor, fordi moderen tvinger Rosetta til prostitution. Børnene får tildelt en værge, Antonio Criaco, der skal sørge for, at børnene kommer til en katolsk plejefamilie. Men plejefamilien vil ikke vide af dem, på grund af Rosettas tidligere ”erhverv”, og de skal nu på et børnehjem i byen Civitavecchia, i det sydlige Italien. Antonio skal sørge for, at de kommer sikkert frem.
Den 55-årige italienske instruktør Gianni Amelio har en lille række ambitiøse og intellektuelt funderede film på samvittigheden. Han har aldrig været bleg for at tage favntag med store emner som atomfysik, terrorisme eller dødsstraf. Og det skorter da heller ikke på ambitionerne i denne lille perle, som lykkes i langt overvejende grad. Det er en film, der foregår på to planer: Igennem deres rejse vokser der et forhold op imellem dem, og man ser et venskab opstå mellem de tre, men det er også en skildring af dagligdagens voldelige Italien og den kontrast, der vitterlig er mellem nord og syd.
Ved den særdeles hudløse, kritiske og realistiske skildring af livet i nutidens delte Italien, helt uden prætentiøse og akademiske formeksperimenter, er vi bestemt i en form for moderne neorealisme, uden dog overvejende brug af traditionelle amatørskuespillere.
”Børnetyven” er en hjerteskærende film, der som afbalanceret, socialtengageret drama bestemt kan hamle op med sine neorealistiske forbilleder, men mangler en del af den intense autencitet, der prægede disse film.
Som danske Criterion Film har for vane er der desværre ikke inkluderet noget ekstramateriale på denne udgivelse. Noget skuffende med tanke på de filmhistoriske perspektiver, der ligger i denne film. Lyd og billede står dog ganske fint for filmens stil.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.
