Skriv en kommentar
Bag den ikke synderligt flatterende titel Bollevenner gemmer der sig faktisk en charmerende og underholdende lille film om kærlighed og venskab.
Justin Timberlake har efterhånden vist sig at være en ganske habil skuespiller. Sidst i den knapt så vellykkede Bad Teacher, men det var nu ikke ham , de rvar noget i vejen med. Det er stort set lykkes ham at pille prædikatet teenageidol af, og der er derfor ingen grund til at gå uden om filmen blot fordi han er med i den. Den dejlige Mila Kunis spiller den kvindelige hovedrolle, og kemien mellem de to slår simpelthen gnister.
Historien i Bollevenner er nøjagtig hvad titlen ligger op til.
Dylan er art director på en blog i Los Angeles. Jamie er headhunter i New York. Hun får overtalt Dylan til at tage et job på GQ-magazine og flytte til byen. Fælles for de to er, at de begge er dødtrætte af forhold. Ingen af dem gider kæresteri, og da de efterhånden bliver rigtig gode venner ligger løsningen jo lige for – de kan jo bare gå i seng med hinanden og så blande alt hvad der er forholdsagtigt helt udenom. I starten går det helt fint, men begynder de dersens følelser så småt at dukke op og lave ravage i det ellers så ukomplicerede forhold.
Bollevenner er helt bestemt gammel vin på nye flasker. Historien har vi set så mange gange før, men det er alligevel lykkes at lave en film med nogle nye, friske betragtninger. For selvfølgelig er det forudsigeligt og fortællingen afviger ikke en tomme fra den velkendte skabelon, men den lever alligevel i kraft af et utroligt velskrevet manuskript, der fremtvinger latter mere end en gang. Dialogen er dog af og til så tyktflydende at den slår komikken ihjel.
Som nævnt er Timberlake og Kunis på skærmen et match made in heaven. Hun er nemlig ikke den der typiske kvindelige rolle i en romantisk komedie. Med sin rå stemme og et strejf af fandenivoldskhed opvejer hun for Timberlakes flødebollefaktor. Det giver filmen et godt drive gennem de forudsigelige spændingskurver.
I en herlig birolle finder vi Woody Harrelson, der spiller en homoseksuel sportsredaktør.
Der er dog adskillige ting der på trods af kemi, dialog og en ellers velfungerende film kommer til at trække i den forkerte retning.
En af disse er sidehistorien. Dylan har en far der er hårdt ramt af alzheimers, han spilles i øvrigt formidabelt af Richard Jenkins, men selv om det er en sympatisk og trist fortælling, så virker den i sidste ende egentlig filmen uvedkommende. Den medvirker også til at historien flere gange taber pusten, og faktisk kan føles for lang.
Selv om forudsigeligheden er forventet, så skuffer det lidt, at filmen ender med at være nøjagtig det, som den ellers lægger op til at gøre grin med. Den bliver lidt for meget kliché og lidt for lidt sig selv.
Bollevenner er dog alligevel en ganske udmærket romantisk komedie, der er god for et godt grin og en krammer.
Ekstramaterialet byder på fraklippede scener, goofs og kommentarspor.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sony
