Skriv en kommentar
Den 19-årige Paul meldte sig til hæren af samvittighedsgrunde. Stod det til forældrene, skulle han nok holde sig langt derfra, så måske er det Pauls forsagte oprør at være soldat. En dag efterlader kompagniet ham tilfældigvis på en tankstation og af grunde, der hverken lugter af beslutsomhed eller formål, trasker drengen hen til sine forældres bungalow, som står tom og en smule nedfalden ved et tysk bjerg. Her finder han fred, men den bliver kortvarig, for snart dukker storebroren Max op med sin danske kæreste Lene.
Solen skinner på den tyske provinsby i Ulrich Köhlers spillefilmsdebut, som mest af alt må betragtes som et fåmælt og underspillet trekantsdrama. Ikke meget er på færde, og af samme grund syner de enkelte handlingsskred af en masse. Paul tiltrækkes af Lene, som ikke er helt afvisende. Broren forsøger at finde sin vanlige rolle som ansvarsfuld bevogter men falder lidt igennem, da Paul har ændret sig. Nu svarer han igen og lader sig ikke kue. Også hæren forsøger at holde styr på den afvigende soldat. De cirkulerer halvhjertet rundt om bungalowen og kører hjem igen.
Mens hundedagene passerer forbi, rumsterer det inden i Paul. Han ved ikke rigtig, hvad der er at stille op, og når han spørger Lene, der skulle spille rumvæsen i en tysk B-film men brændes af til sidst, virker fremtiden ikke lys. Han spørger ”what are people like in the future”, og hun svarer ”more or less like today”. Pauls respons er et stille “that’s sad”. Bedre ser det ikke ud med kærligheden. Mens Paul har været i hæren, har kæresten Kerstin hængt ud med en af de andre drenge i byen, men det betyder ikke noget, synes Paul. Det var jo alligevel ikke rigtig noget.
Lennie Burmeister er fremragende som den yderst passive protagonist. Han lader, som om han sover, når vennerne kigger forbi; ser uengageret på mens storbroren befamler Lene og kan ikke helt finde energien til at onanere. Trods manglen på ord, er Pauls karakter indtagende og skildret med særegen dybde.
Köhlers Bungalow er en sælsom og uhysterisk skildring af ungdommelig isolation og rådvildhed. For hvad gør man egentlig, når man kan mærke følelserne buldre men ikke vil overgive sig til voksenlivets liderlighed? Filmen giver intet entydigt svar, men den formår at følge en ung mands uundgåelige kamp mod tomheden og den smule virvar, der anes bagved. De filmiske effekter er stort set ikke-eksisterende; her er intet til at forstyrre men heller ikke noget til at fastholde. Det er nok filmens problem. For kan man ikke gribes bare en anelse af den tyste hovedperson, er der intet andet at klamre sig til. Så er der fare for, at Pauls kedsommelighed også bliver tilskuerens.
