Skriv en kommentar
Det koreanske drama ”Burning” var nomineret til Guldpalmen i Cannes tidligere på året, og det ville heller ikke komme som en overraskelse, hvis den også bliver nomineret til en oscar for bedst udenlandske film. Det er nemlig et rigtig stærkt og velfortalt drama om en ganske almindelig mand, som forelsker sig i en livlig, men også lidt ustabil ung kvinde.
Mystik i farvandet
Den ensomme og enspænder Jongsu (Yoo Ah-in) møder tilfældigvis sin barndomsveninde Haemi ( Jeon Jong-seo), selvom han ikke lige kan genkende hende ved første øjeblik. De indleder et forhold, men efter Haemis tur til Afrika, indleder hun endnu et forhold til den mystiske rige ungkarl, Ben ( Steven Yeun). Ben har næsten alt det, som Jongsu ikke ejer. Han har en lækker lejlighed, er udadvendt og begavet. Men efter at Haemi forsvinder begynder Jongsu at stille spørgsmålstegn ved Ben. For hvem er han egentlig?
Metaforisk eufori
Filmen er næsten opbygget på metaforer, hvilket gør den meget spændende og fascinerende. Filmen bruger knapt 1,5 time blot på at introducere sine karakterer og sit miljø. Selvom filmen er 2,5 time lang, så føles det ikke, som om der en eneste unødvendig sekvens. Tempoet er roligt og velfortalt, og man føler slet ikke, at der er gået så lang tid. Instruktøren har fantastisk evne til at hive filmens tid ud, uden at man lægger mærke til det. Karaktererne er nogle af de mest interessante i længere tid. Ben har psykopatiske tegn, hvorpå hans metafor, om at han brænder drivhuse i sin fritid, er skræmmende at høre på. Men samtidig holder han også sine tætteste venner nære, og vise sågar også en meget manipulerende adfærd. Det er den amerikanske skuespiller, Steven Yeun, måske bedre kendt fra succes-serien ”Walking Dead”, som har påtaget sin rollen som Ben. Han spiller rollen til perfektion, og dette bliver forhåbentligt et springbræt til flere filmroller. Haemi er også en interessant karakter, da man aldrig ved, om man kan stole på hende. Hun har en livlig fantasi, og derfor sætte filmen spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan stole på sine medmennesker. Også selvom man er forelsket i dem.
Visuelt smuk og poetisk film
Instruktør Lee Chang-dong har sans for detaljer. Dette gør også, at hvert eneste minut i denne film er bemærkelsesværdigt. De lange takes og den smukke filmfotografering følger filmens meget intense fortællerstil. Filmen er intense lige til det øjeblik, at filmen stopper. Den har derfor ikke et klassisk klimax, som vi kender det fra andre film, men et lige pludseligt klimax med ingen naturlig nedtoning, hvilket i sig selv er meget bemærkelsesværdigt. Chang-dong har formået at blande thriller og mystik med en stikpille til sociale klasser. For selvom filmen ikke lægger op til en kritik af samfundet, så kan det ikke undgås. Dette ses i karaktererne, hvor Jongsu har svært ved at få arbejde, hvorpå at Ben har alt, men man ved aldrig, hvad han laver eller hvorfor. Der kommer også mange nyheder om arbejdsløsheden i Sydkorea og Jongsus far er et symbol på, hvor galt det kan gå, hvis man tager kampen op imod autoriteten.
”Burning” er en af det bedste film i 2018. Den blander mystik og drama på smukkeste vis, imens vi også bliver serveret med vidunderlige billeder og suveræne skuespilspræstationer. Filmen er forfølgende og sidder stadig i kroppen flere dage efter.
