Skriv en kommentar
Ved første øjekast fremstår en sort-hvid italiensk film om en række indsatte, der skal fremføre et Shakespeare-stykke, måske ikke som den mest ophidsende cocktail. Ikke desto mindre er Cæsar skal dø en fra første minut intens og medrivende lille film, der fortjener et stort publikum.
Topkriminelle i toga
I den topsikrede del af Roms Rebibbia-fængsel præsenterer fængselsdirektøren et ambitiøst projekt: I samarbejde med en teaterinstruktør skal fangerne opføre Shakespeares udgave af den brutale historie om Julius Cæsars død.
Fangerne er tophærdede kriminelle, der afsoner lange domme for de værst tænkelige forbrydelser. Det er mænd med et markant udtryk og en blakket fortid. Men det er også mænd, der kan forholde sig personligt til skuespillets tematikker om svigt, paranoia og mord.
Shakespeare og socialrealisme smelter sammen
Derfor oplever vi gradvist en sammensmeltning af virkelighedens og skuespillets verden. Fordi fangerne ytrer deres replikker med en uhørt overbevisning og indlevelse, ved vi aldrig præcis, hvornår de øver Shakespeares stykke eller hvornår de blot agerer som indsatte. Fængslets gange transformeres til korridorerne i fortidens romerske imperium. Fangernes interne spændinger spejles i magtspillet mellem tyrannen Julius Cæsar og hans følge af disciple, der planlægger et mytteri med blodigt udfald.
Sofistikeret flugtfilm
Fangernes knugende ønske om for en stund at undslippe deres grå tilværelse – sindrigt skildret gennem filmens sort-hvide dokumentariske stil – er så intenst, at kunstens verden bliver en tiltrængt nødudgang. Derfor kan Cæsar skal dø også ses som en flugtfilm – blot på et mere sofistikeret plan end i fx Flugten fra Alcatraz (1979) og En verden udenfor (1994).
Filmen fungerer derfor glimrende på to planer: Som et indblik i den lukkede verden bag murene i et topsikret fængsel – og som en gribende fortælling om den romerske diktator, der blev myrdet med 23 knivstik 44 år før vor tidsregning.
Vinder af Guldbjørnen
Cæsar skal dø er instrueret af Taviani-brødrene Paolo og Vittorio, der har vundet flere prominente priser gennem deres mere end 30 år lange samarbejde. Filmen gik tidligere på året sin sejrsgang på Berlin Film Festival, hvor den blev tildelt Guldbjørnen.
Til slut modtager fangerne i Rebibbia-fængslet deres velfortjente jubelbrøl fra et ovenud begejstret publikum; forestillingen er overstået med bravur. Men samtidig går filmen – som i introen – atter tilbage til farver. De farver, der nu engang er virkelighedens varemærke. De mænd, der før var storspillere i Romerrigets største magtkamp, er atter reduceret til usle indsatte. En af dem ytrer: ”Efter jeg har lært kunsten at kende, er denne celle blevet en fængsel.”
Cæsar skal dø er fængslende filmkunst, hvis snedige blanding af socialrealisme og Shakespeare efterlader et enormt indtryk.
