Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Regel nr. 1: Den dårlige idé med at skyde genvej gennem en ukendt skov …
Carole (Zoé Félix) er flittig sygeplejerske, der arbejder for en international hjælpeorganisation i det tidligere Jugoslavien. Sammen med to arbejdskollegaer er hun efter en velafsluttet udstationering nu klar til at pakke kufferterne og drage hjemad til Frankrig. På vej mod den nærmeste storby beslutter den franske trio sig for at skyde genvej gennem en tæt skov … en rigtig dårlig idé naturligvis.
Hvor mange gange er man i gysergenren ikke stødt på lettroende mennesker, der tager den skæbnesvangre beslutning at springe over, hvor gærdet er allerlavest og i stedet for at vandre ned ad den genkendelige vej, vælger at sætte kursen mod en alternativ vej, der, næsten uden undtagelser, gemmer på en eller anden dødbringende fare?
Detour (2003), Wrong Turn (2003) og The Hills have Eyes (2006) har allerede introduceret dette frygtelige scenario for os. Om der skal lægges en symbolsk mening i, at den lige, trygge, velbefærdede vej sikrer vind i hjulene, mens den ofte fravalgte, anderledes, afvigende vej er lig med en livspunktering, må stå hen i det uvisse.
Erfaringerne i gyserfilm har dog en gang for alle cementeret, at denne ”anden” vej er en ligeså dårlig idé som at slikke på en lygtepæl i minusgrader. Så når Caged vælger at lægge ud med dette gennemskuelige anslag, daler spændingsniveauet hos publikum da også med Duracell-kaninfart.
Regel nr. 2 Den dårlige idé med at skrige flugt, prøve flugt og flygte flugt…
Carole og hendes tre kolleger bliver kidnappet af to maskerede mænd. Da de vågner efter deres chokerende oplevelse, opdager de til deres rædsel, at de befinder sig i en slags fængsel, mørkt og tomt, med centnertunge gitre for vinduerne og en tung jerndør ud til en ilde oplyst gang. De to maskerede mænd, som stod bag kidnapningen, har lagt deres anonymiseringsmasker fra sig og fremstår nu i al deres grusomhed, der ikke lægger bånd på sig. Da den første franskmand bliver ofret, går den forfærdelige sandhed op for de resterende to – og seeren med – og nu skal alle midler i brug for at undslippe den samme hvil i ufred-skæbne …
Når Caged allerede en halv time inde i filmen, næsten helt utilsløret, afslører galskabens mening, lader det ikke meget andet tilbage end blot at afvente, om og hvordan de resterende levende hovedpersoner nu formår at undgå at betræde den samme blodige sti. Først bliver der skreget lidt for at understrege sagens alvor, så bliver der forsøgt lidt amatørflugt, og så sker der visse usandsynligt hændelige hændelser, der åbner bagdøren på klem.
Alt sammen med til at presse al spændingsluften ud af den konventionelle gyserballon, der ender med at blafre ligegyldigt og møjsommeligt i den aldrig ildevarslende lydende vind. Caged magter ganske enkelt ikke at stable ordentlige spændingssekvenser sammen, endsige at vedligeholde en virkningsfuld spændingskurve, der skam ikke behøver at emme af originalitet eller monumentalitet, men kunne da have anstrengt sig med at være effektfuld. I stedet sidder man og føler, at denne film har man vist set mange gange før og i meget bedre versioner.
Regel nr. 3 Den dårlige idé med, at kvinder sparker den sidste røv …
Denne østrogenregel har både The Texas Chainsaw Massacre (1974), Halloween (1978), og Scream (1996) perfektioneret til fuldkommenhed. Den kan være relativt effektiv, men tromler i dette konkrete Caged-tilfælde enhver spændingscelle ned til døde kedsomhedsmolekyler. Caged hejser denne feminine survival-fane højt, men gør det både uelegant og stereotypt.
Så på trods af at gastronomiens oh-la-la-land de sidste mange år har spyttet det ene gyserhit ud efter det andet, synes bristepunktet at være nået. Caged vidner i al fald om en gyselig tilbagetrækning.
Derfor bonne chance til Frankrig næste gang.
