Skriv en kommentar
”Camino” handler om en pige, som er en del af en ekstrem religiøs familie - og del af den katolske bevægelse ”Opus dei”. Hun bor i Madrid og er pre-teenager. Hun lever i en splittet verden mellem sin tro, de religiøse normer og sin forelskelse i drengen ”Jesus” - på vej ind i de voksnes verden. Men hun når ikke at opleve særligt meget eller få særlig mange erfaringer, før hun bliver alvorligt syg. Den lille piges liv ændres radikalt, og hverdagen kommer til udelukkende at dreje sig om hendes sygdom, dog har Camino en helt speciel positiv livsindstilling. Hvilket også gør, at hendes meget fromme mor og Opus dei har meget høje tanker om den lille pige.
Filmen er inspireret af virkelige hændelser i Spanien omkring en pige, som blev dødeligt syg i 1985. Det er et eventyr, som emotionelt bliver mere og mere seriøst og behandler nogle eksistentielle spørgsmål. I begyndelsen virker filmen ret melodramatisk; pigen overspiller rollen som Camino; hendes mimik og kropssprog er på overdrevets rand, og hun virker med det overgjorte spil ikke troværdig som en pige der er på vej ind i teenagefasen.
Men da hun bliver syg, ændres karakteren (selvfølgelig grundet de alvorlige omstændigheder), men det gør skuespillet også, og skuespilleren Nerea Camacho, som spiller Camino er utrolig stærk i rollen som den syge, lille, livskloge pige.
Hvis man har set den fremragende ”Pans Labyrint”, vil man i begyndelsen af ”Camino” associere meget til denne. Men man skal ikke forvente en film i samme kategori som ”Pans Labyrint”, for ”Camino” ikke er lige så helstøbt.
De eventyrlige elementer fungerer ikke så godt, og kunne med fordel have været undladt. Jeg forstår pointen i, at filmmageren benytter eventyrlige elementer for at skildre en pige, som stadig lever meget i en fantasiverden, men som for tidligt træder ind i de voksnes verden pga. sygdom. Men elementerne virker ikke fængende nok, og man kommer simpelthen ikke ind i den lille piges univers i begyndelsen af filmen, og mister desværre lidt interessen. Men til gengæld fungerer den hårde og ekstremt sørgelige anden del af filmen virkelig godt.
Jeg har det lidt ambivalent med filmen, men vil alligevel klart anbefale, at man ser den. Den har også vundet flere filmpriser. Filmen ender med at gribe én, og man lever sig virkelig ind i forældrenes situation, da de er ved at miste deres lille datter. På plussiden giver filmen også et fantastisk indblik i den religiøse bevægelse Opus dei.
Symbolikken fungerer også med sine dobbelte betydninger. Pigens navn betyder ”vej”, hun kender vejen (til Gud), og derfor er noget helt specielt. Hendes store kærlighed er Jesus, som både er Guds søn, men også den almindelige dreng, som hun er blevet forelsket i.
