Sex and The City 2 har ikke ligefrem fået fremragende anmeldelser, og man burde måske være stoppet efter den første film.
At Sex and the City er et fænomen kan ingen komme udenom og det var da også forfriskende i sin tid, at man kunne kombinere mode, sex og venindeforholdet til en fin cocktail af hvad en moderne kvinde også kan være. Problemer med mænd, karriere og livet selv, men ikke desto mindre frie, selvstændige mennesker med en helt ny form for værdiskala. Dét var godt og vigtigt. Overfladisk ville nogen sige, men det var en helt ny måde at vise livet som singlekvinde på, adskillige urealistiske elementer, men grundessensen havde stærk base i virkeligheden og ikke mindst i et idealbillede, som mange kvinder kunne forene sig med.
”If it ain't broke – don't fix it” siger man, og forfatteren bag hele miseren Candace Bushnell kunne nok heller ikke få mere ud af Carrie og veninderne, hvis hun forsøgte. Og dog, Carries Dagbog er et bevis på at man altid kan klemme lidt mere ud af koen, så hvorfor ikke gå helt tilbage til dengang Carrie var teenager i den lille by Castlebury.
Her følger vi den unge pige mens seksualiteten spirer og hun forfølger sine spæde drømme om at blive forfatter. Det hele er sat i et typisk high school miljø hvor klikerne har magten, og hvor stakkels Carrie og hendes veninder (ikke Miranda, Samantha og Charlotte, dem har hun ikke mødt endnu) bestemt ikke hører til blandt de populære elever. Carrie kæmper med selvværd, drømme og de evige konflikter med drengene.
Carries dagbog har et evigt gyldigt problem, vi ved hvordan det ender! Vi ved at hun får opfyldt sine drømme om at bo i New York, hun bliver forfatter, og mændene, ja de kommer og går, men de er der. Derfor kan det virke lidt omsonst at skulle følge med hendes teenagekvaler.
Sproget og den generelle tone i bogen er i ungdomsromangenren, men Bushnell har alligevel et fint greb om hvordan historier om kvinder og kærlighed skal fortælles, og derfor kan Carries Dagbog ikke bare sådan kasseres. Selv om vi ved det hele ender lykkeligt (sådan da) finder vi trods alt nogle evige problemstillinger, som de fleste vil nikke genkendende til.
Det hele er dog et glansbillede uden nævneværdige kanter og som en ungdomsroman til pigerne vil den sikkert blive et hit.
Bogen er dog fremragende oversat af Julie Top-Nørgaard.
Lindhardt og Ringhof.