Skriv en kommentar
Det er altid vanskeligt at anmelde et stykke kulturhistorie som Casino Royale i bagklogskabens ulideligt klare lys, men da man har insisteret på at genudgive denne bedagede sag, vil jeg alligevel gå til opgaven med krum hals. Casino Royale er den første bog om superagenten James Bond i Ian Flemings oprindelige serie. Den udkom i 1953 og har således en del år på bagen. Med den kommende filmatisering af bogen med Daniel Craig og vores egen heartthrob Mads Mikkelsen, er den blevet aktuel igen, og forlaget har forsynet den med en ny forside. Heldigvis har man valgt ikke at benytte sig af den oprindelige danske titel Banko for døden, der nok emmer lidt for meget af plejehjem og andespil.
Nyudgivelsen er ikke nødvendigvis en god idé, for selvom bogen med Craig på forsiden fremstår både indbydende og moderne, så ændrer det ikke på det faktum, at bogen fremstår med sit endog meget tynde og efter dagens standard meget naive plot både shaken og stirred af tidens ubarmhjertige bartender. Handlingen går i sin tåkrummende enkelhed ud på, at James Bond skal neutralisere en dødsensfarlig sovjetisk agent, Le Chiffre, ved at ruinere ham i et spil baccarat i det legendariske Casino Royale beliggende i Frankrig. Og det er sådan set det…
Ian Fleming er aldrig blevet betragtet som en god forfatter, og det er fuldt fortjent. Bogen skæmmes af en meget mærkelig opbygning, hvor de første 100 sider er optakten til bogens plotmæssige klimaks, og de sidste 80 sider er et underligt rørstrømsk antiklimaks, der desværre sætter en tyk streg under Flemings mangler som forfatter. Prosaen i Casino Royale hæver sig aldrig over kiosklitteraturen. Persontegningerne kan dårligt kaldes todimensionale, og det er særdeles enerverende, at Flemming insisterer på, at Bond skal tage et koldt styrtebad på hver 20. side.
Alt dette ville ikke gøre en tøddel, hvis der var masser af action på drengen – ligesom i filmene – men action’en er nærmest ikke-eksisterende, og når den endelig dukker frem, er den for tilfældig og forvirret. Bogens eneste højdepunkt er, da vores 007 bliver udsat for en omgang tortur, der selv den dag i dag kunne få det til at gibbe i denne læser. Uden at afsløre for meget kan jeg nævne, at der er tale om en forstyrrende cocktail af tæppebanker og kønsdele!! Det skal dog også nævnes, at bogen er interessant på den vis, at James Bond i denne første bog langt fra er den ikoniske, charmerende, verdensmands-agtige superhelt, som han er blevet til. Han kører ikke rundt i en Aston Martin men en Bentley, og hans fortrukne drink er endnu ikke en Vodka Martini men derimod Gordon´s Gin, vodka og Kina Lillet. Bond er i Casino Royale desuden plaget af tvivl, hans selvtillid er bestemt ikke i top, og en overgang spekulerer han sågar over, om han er blevet impotent!
Casino Royale bliver forhåbentlig et af de få men lysende eksempler på, at filmen kan være bedre end bogen. Man har allerede opdateret bogens vigtige kortspil, det antikverede Baccarat, og erstattet det med det potente og allestedsnærværende Poker. Bogen kan således kun anbefales til de allermest nostalgisk anlagte læsere, resten af os vil kede os lidt og fnise meget på alle de forkerte steder…
Bogen er venligst stillet til rådighed af: Aschehoug.
