Skriv en kommentar
Frank Abegnale Jr. Flygter fra sine forældre, da han finder ud af, at de skal skilles. Han tager til byen og begynder at skrive falske checks og efter at være blevet snuppet nogle gange, bliver Frank bedre og bedre til at svindle sig til hotelværelser, gode middage og kontanter. Han klæder sig ud som reservepilot og rejser verden rundt adskillige gange ganske gratis.
FBI-agenten Carl Hanratty gør det til sit primære mål at fange svindleren, men Frank er klogere, end som så og slipper adskillige gange fra loven. Gennem alt sit eventyr længes Frank dig også efter et almindeligt liv og ikke mindst sine forældre – især faren som han er meget tæt knyttet til.
Det er ikke svært at se, hvorfor Steven Spielberg er blevet interesseret i den sande historie om Frank Abegnale Jr. Det er fascinerende, at en 18-årig knægt kan svindle og bedrage for millioner, og da drengen jo ikke har nogen form for vold på sin straffeattest, er det også en smal sag for Spielberg at gøre tyveknægten charmerende og sympatisk.
Teknisk er der selvfølgelig ikke noget at udsætte på Catch Me If You Can. Når DreamWorks, som Spielberg jo er medejer af, producerer en film, bliver det gjort ordentligt,og det er i endnu højere grad tilfældet, når instruktøren er hønen med guldæggene, Steven Spielberg. Spielberg er en af de få instruktører, der altid tjener penge på sine film, og Catch Me If You Can havde da også, allerede før den kom til Europa, tjent sit eget budget ind mere end tre gange.
Spielberg fik sit gennembrud med den film der lagde grunden til udtrykket blockbuster, nemlig Jaws eller Dødens Gab i 1975. Siden er det gået fra succes til succes for pengemaskinen Spielberg, som da også til tider har formået at lave anmelderroste film, som f.eks. Schindlers List (1993). Det har dog primært været store film, et bredt publikum kan forstå, der har været Spielbergs gebet, og dem er han en mester i at lave.
Sådan en skulle Catch Me If You Can også have været, men det er altså kun lykkedes delvis, og der er en del fodfejl undervejs i filmen. Mest iøjnefaldende er det, at historien simpelthen ikke er interessant nok, når man kommer ud over de charmerende svindelnumre, og den berettiger ihvertfald ikke de 141 minutter, som filmen varer.
De to stjerner i filmen Leonard Di Caprio og Tom Hanks gør et udmærket, men ikke prangende stykke arbejde, og det er ikke troværdigt at Leo med babyfjæset kan narre alle de mennesker bare ved at tage en uniform på. Derudover virker den tidligere barnestjerne lidt anstrengt det meste af filmen, og det i øvrigt ved at være lang tid siden, at Di Caprio har været med i en film, der var særlig interessant. Romeo and Juliet (Luhrman, 1996) og What’s Eating Gilbert Grape (Hallström, 1993) er ihvertfald et godt stykke vej fra Catch Me If You Can.
Persontegningerne er ikke overbevisende, og så hjælper det ikke meget, at man har kapaciteter som Christopher Walken og Martin Sheen med i filmen. Det virker i det hele taget ikke som om, at Spielberg har tænkt filmen særlig godt igennem – ihvertfald er det ikke tydeligt i hvilken retning filmen vil, når DiCaprios svindlercirkus ikke er på skærmen. Og da filmen ikke bare er en let komedie, men også forsøger at fortælle en personlig historie, må den siges at være decideret mislykket til tider.
Catch Me If You Can er klart dårligere end Spielbergs seneste film Minority Report, og det kan da godt være, at vi skal til at håbe på at George Lucas, Steven Spielberg og Harrison Ford snart slår pjalterne sammen og laver Indiana Jones 4. Det kan være, det er lige, hvad der skal til for at redde ihvertfald sidstnævntes karriere.
