Skriv en kommentar
Det burde efterhånden ikke være nødvendigt at slå fast, at animationsfilm bestemt ikke kun er for børn. Er man stadig i tvivl, kan man passende kaste sig over den japanske Children of the Sea, instrueret af Ayumu Watanabe. Her er man garanteret en visuelt overvældende oplevelse og en temmelig uigennemskuelig fortælling i ægte arthouse-stil.
Alt peger på, i filmens åbningsminutter, at dette skal blive en rørende dannelseshistorie om en ung, ensom pige, som føler sig uretfærdigt behandlet af sine kammerater på håndboldbanen og overset af sine fraværende forældre. Den viljestærke Ruka har set frem til årets sommer, men ferien er knap begyndt, før hun bliver udelukket fra fællesskabet, og så er hun pludselig alene med alverdens tid foran sig. Hun besøger sin far på byens akvarie, hvor hun møder Umi – en dreng, der svømmer med havets dyr i det store basin, og som er vokset op i det store, våde dyb og nu bor på akvariet. Den mystiske havdreng svømmer ind i Rukas liv og vender op og ned på det hele. Han er ligeså glad og energisk, som hun er eftertænksom og forsigtig.
Et havmysterie
Samtidig med at Ruka møder denne dreng, sker der ting og sager i verdenshavene. Hvaler dukker op, hvor de ikke hører hjemme. Tyfoner melder deres ankomst, og hvalernes sang varsler om en enestående festival, der er på vej i havet.
Umi er heller ikke alene. Han har en bror, der er ligeså lys, som han er mørk. Ligeså svagelig, som han er frisk. Ligeså grov, som Umi er sød. Ruka møder dem begge, og det bliver klart, at disse tre unge mennesker alle er forbundet med den forestående fiskefestival, men hvordan?
Abstrakte billeder og gådefuld grublen
I japanske animationsfilm er der tradition for at føje overnaturlige elementer til den klassiske fortælling om at gå fra barn til voksen. Children of the Sea er ingen undtagelse. Den adskiller sig dog markant ved at overgive sig fuldstændigt til mystikken og lade sig forføre af universets ubegribeligheder på bekostning af at fortælle en mere sammenhængende historie om pigen Ruka, der skal finde sin plads blandt venner og familie.
Hvad Children of the Sea mangler i klart fortællesprog opvejes i smukke billeder, som i filmens klimaks giver associationer til Rumrejsen 2001.
Vand er kilden til al liv på jorden, og det våde stof sprudler af energi og fortællerigdom i Children of the Sea. Hvad enten vandet bruser roligt i vandkanten, bølger voldsomt i stormvejret eller falder fra himlen i tykke dråber, så animeres det på smukkeste vis. Når Ruka cykler sammenbidt gennem et regnskyl, bliver hun omsluttet af det bløde nedbør, og dråberne bliver til hvaler, der strømmer mod skærmen og forbinder jord og hav – det er magiske billeder.
Children of the Sea er en ambitiøs fortælling, som mister fodfæste undervejs og eksploderer i et abstrakt virvar af smukke billeder og symbolladet sprog, som publikum aldrig får nøglen til at afkode.
Hvis man giver sig hen til animationens uimodståelige æstetik, er der meget at glædes over, men mening og svar er svære at begribe i denne gådefulde grublen over universet.
