Skriv en kommentar
De tre søstre Sophie, Céline og Anne snakker ikke særligt ofte med hinanden mere. De tre voksne søstres bånd er brudt af de traumatiske begivenheder omkring deres fars selvmord da de var små. Hver især har de problemer i deres forhold og deres liv, men pludselig dukker en ung mand op, der kan kaste lys over mysteriet om farens selvmord. Søstrene må nu sammen konfrontere deres traumatiske barndom og få en eller anden slags forløsning.
Hell er skrevet af Krzysztof Piesiewicz og den afdøde mesterinstruktør Krzysztof Kieslowski, og Piesiewicz var da også fast medforfatter på de fleste af Kieslowskis film, bl.a. på trilogien Blå (1993), Hvid (1994) og Rød (1994). Det var meningen, at Hell skulle være anden del af endnu en trilogi, hvoraf Tom Tykwers Heaven (2002) er den første del. Danis Tanovic, der imponerede med No Man’s Land fra 2001, har fået lov til at instruere. Tanovic er dygtig til at beskrive karakterers indre dramaer.
Filmens rammehistorie mangler en hel del, og til nogle scener er også lidt overfladiske. Pointerne er tydelige og firkantede. Det er ofte set, bl.a. i så mange andre franske film, at traumatiske barndomsminder skaber splid i familien indtil nye omstændigheder tvinger dem sammen, og en forløsning må søges. Er man derimod til små, intense scener med lidenskablig dialog, så er Hell alligevel ganske ferm. Filmen lever i dens indre dramaer karaktererne imellem.
Det er klart at enhvers psyke vil blive hårdt ramt, hvis man som barn oplever sin fra springe i døden fra familiens lejlighed, og det er også den åbenlyse situation, de tre søstre alle er i. Pigerne er utroligt skrøbelige, og reagerer alt andet end rationelt på nærhed. Et godt eksempel på den besværlige nærhed, er da Céline møder den unge mand, der tryllebinder hende med et smukt digt. Desværre er det svært for begge at åbne op på trods af et par møder, misforstår Céline den unge mands intentioner.
Ingen er naturligvis perfekte sociale individer eller ved 100 % sikkert hvad de vil have her i livet. Alligevel er det tydeligt i denne film, at kvinderne lever stærkt, og det meste af tiden gennemgår deres egne, personlige indre helveder. Det er på grund af disse stærke scener at filmen holder et højt niveau, men den bliver svigtet den simple, overdramatiske rammehistorie. Anne, den ene af søstrene der er ulykkeligt forelsket i sin gifte professor, sammenfatter filmen meget godt i en eksamensscene, da hun citerer en ældgammel filosofisk tanke: ” Vi lever i en verden forladt af Gud. Lad os så derfor lave et stort drama ud af det.”
På trods af fransk overintellektualisering, må denne seer give Hell 5 stjerner ud af 6 for godt håndværk og skuespil. Nu må vi bare vente på sidste del af trilogien, og håbe at den ikke som denne bliver lidt for smart.
