Skriv en kommentar
Zingarina (Asia Argento) er med sine to venner Marie og Luminista taget til Rumænien for at finde faderen til sit ufødte barn. Hun finder ham som hun husker ham fra deres tid sammen i Frankrig: musiker på må og få, og en fri fugl. Han afviser hende og Zingarina går helt i sort. Hun lader sine indre dæmoner overtage, ditcher sine venner, og starter en destruktiv tur gennem det rumænske samfund.
Lad det være sagt med det samme: du skal være åben og ikke forvente nogen forklaringer, når du ser denne film. Tony Gatlif, hvis fødenavn er Michel Dahmani, har skrevet og instrueret denne film, der kunne betegnes som ’sigøjnere på speed og andre mærkelige ting’. Gatlif, som selv er efterkommer af algierske sigøjnere, er blevet kritiseret for at præsentere et alt for negativt billede af rumæniens befolkning. Musik spiller en stor rolle i Gatlifs film, og er man ikke stor fan af eksperimenterende, up-tempo/folkemusik, så er Transylvania ikke interessant.
I starten bruges den uigennemskuelige, dramatiske folkemusik til at sætte tonen i filmen. Zingarina har lige mistet sit livs kærlighed og reagerer som besat af djævlens dæmoner. Det er med den på. Det kan sammenlignes med dårligt venstrehåndsarbejde af Kusturica. Musikken er irriterende, og flere af de musikalske scener er alt for lange og bliver næsten som dårlige, grumsede musikvideoer af uinspirerede kunstnere.
Dialogen skal også hjælpe med at sætte tonen an. Zingarina er en pige, der lever livet hurtigt og har prøvet det meste. Det kan man som seer ikke tro på, da dialogen er elendig og skuespillerne udtaler det som dårlig dubbing. ”Nævn en ting og jeg har prøvet det”, siger Zingarina på et tidspunkt, men det er slet ikke det indtryk man har af den håbløse kvinde indtil da.
Historien er umulig at forstå. Filmen fremstår som en række scener, der ikke giver nogen overordnet mening. Flere interessante dele af filmen bliver der ikke fulgt op på, og som seer føler man sig distanceret, da man ikke kan se nogen sammenhæng i det hele. Det er naturligvis meningen, at musikken og de dramatiske følelsesudbrud af vores hovedskuespillerinde er prioriteret højere end traditionel historiefortælling. Det er også helt ok, men filmen løber løbsk og den bliver mærkelig bare for at være mærkelig. Det er en pseudo-film, der foregiver at handle om noget, men desværre er for meget af det hele. Som det er tilfældet ved en eksamen, hvor man får 00 bare for at skrive sit navn, så skal denne film også have 1 stjerne ud af 6 mulige.
