Hvis man holdt af Jan Troels “Udvandrerne” (1971) og “Nybyggerne” (1972) – begge baseret på romaner af Vilhelm Moeberg – så vil der være en udpræget chance for, at Claes Olsson to timer lange slægtskrønike også vil fænge!
Filmen fortæller om Hanna (Birthe Wingren), der som lille pige må flytte fra hus og hjem sammen med sin mor, da faren og hendes brødre omkommer på havet – de “sættes på gaden” af de lokale myndigheder. Vi befinder os i slut 1800-tallet, og Hanna vokser op under såvel strenge som fattige kår – livsvilkår, som hun ønsker at undslippe hurtigst muligt!
Hannas mor er en streng kvinder, der går så bitterligt meget ondt igennem. Lokalsamfundet forkaster hende, og hun behandles som udskud. Den bitterhed, der langsomt vokser i Hannas mor, går udover datteren, der som den eneste i hendes nærhed kan tage imod de frustrationer, der en gang imellem får frit løb og blandt andet betyder, at hun bliver hevet ud af skolen for at arbejde med rengøring af lig!
Hannas flugt fra det hårde og uretfærdige liv starter med en ansættelse hos smeden, hvor hun bliver ung pige i huset. Herfra går springet – udvandringen til et bedre og mere frugtbart liv – til Amerika, hvor hun møder en mand med hvem hun får børnene Otto og Ida. Manden dør dog, og da Hanna ti år senere vender tilbage til sin fødeby er det som enke og alenemor til to børn – ikke just noget, der bliver set på med milde øjne i 1903!
Hanna har klaret sig godt i Amerika – med sig hjem har hun masser af kapital – og hun bliver hurtigt kendt som “Dollar Hanna”. Hun køber en af egenes store grunde og etablerer byens første købmandshandel. Først bliver der skulet til hende – hun bliver bagtalt og udsat for ondsindet sladder – men langsomt bliver hun en af byens mest respekterede borgere.
Den store konflikt opstår, da forbudstiden indtræffer i 1919, og Hannas søn Otto (til sin mors store fortrydelse) vælger en kriminel løbebane som spritsmugler. Pludselig må Hanna se i øjnene, at sønnens valg af karriere meget vel kan koste hende den status, hun med møje, sved og tårer har fået opbygget hos byens borgere. Hun kan, med andre ord, ikke acceptere sønnens job som smuglerkonge og vil med næb og kløer kæmpe for sin status!
Filmen er flot – om end også en smule langsommelig – og den giver et fint psykologisk indblik i en stærk kvindes kamp for overlevelse i en tid, hvor man som enlig mor blev skulet til med onde blikke. Den har dog ikke samme episke struktur og følelse som Jan Troels “Udvandrerne” og “Nybyggerne”, men fortjener klart at blive set i sammenhæng med disse to svenske klassikere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Sandrew Metronome.