Skriv en kommentar
Anton Corbijn har gennem de sidste 30 år være kendt som bl.a. rockfotograf og musikvideoinstruktør, med et utal af projekter bag – men ”Control” er hans første spillefilm. Mest kendt er Corbijn nok for sin elegante kontrastfulde sort/hvid stil, hvilket ikke overraskende skaber ramme om dette atmosfæriske portræt af den psykisk ustabile Joy Division frontmanden, Ian Curtis.
Filmen handler om den følsomme Ian Curtis' splittet univers. Drømmene om at blive rockstjerne står, ligesom filmens visuelle udtryk, i stærk kontrast til hans almindelige grå hverdag med konen Debbie (Samantha Morton) og deres baby. Da Joy Division dannes i slut 70'erne og pludseligt står frem som et af de mest lovende nye engelske post-punk bands, de skaber mere eller mindre genren, ramler Curtis' verden langsomt sammen. I takt med slemme epileptiske anfald, Joy Divisions stigende popularitet, hans i øvrigt svingende kunstnersind, det problematiske ægteskab og forelskelsen i den belgiske Annik (Alexandra Maria Lara), mister han kontrollen. Det ender med at Ian Curtis begår selvmord i en alder af 23 år, dagen før Joy Division skulle på tourné i USA.
Det kunne sagtens have endt i et idoliseret rockstjerne portræt, med en misforstået poet i midten af den kolde og kyniske verden – men det er ikke tilfældet med ”Control”. Til trods for at Anton Corbijn betragter Joy Division som et af de bedste bands der har eksisteret, og at han personligt har udødeliggjort dem med en lang række af hans karakteristiske fotografier siden starten af deres korte levetid, er filmen mere et kompleks psykologisk indblik end en decideret fan film. Curtis ædes langsomt op af sine intense kunstambitioner og selvdestruktiv skyldfølelse over ikke at kunne slå til som ægtemand og far – og samtidig føle sig fanget af sine pligter. Dette er indbegrebet af idéen om rockstjernen som fænomen, men i stedet for en pubertær hyldest, er ”Control” en intelligent og efterrationaliseret menneskelig skildring - og vigtigst af alt er det realistisk, nuanceret og troværdigt. Macclesfield, Curtis' hjemby og fængsel som han både behøver og forsøger at flygte fra, er i sine film noir gråzoner skåret ind til en blændende smuk realisme. De svedtunge og intime koncertscenerne er ikke uventet på samme høje niveau, som vi kender fra Corbijns ”rigtige” optagelser. Som liveoptræden er det så stærkt rekonstrueret, at man føler sig som en del af en intens koncertoplevelse. Filmen er baseret på Debbie Curtis biograf, hvilket giver en objektiv tilgang til mennesket Ian Curtis og hans kaotiske univers – men via Corbijns fænomenale fotografering, skabes der ligeledes et nærværende subjektiv rum og i samspil udgør de et unikt, tidsløst og altopslugende rockstjerne og menneskeligt portræt. Dette ikke blot som portræt af Ian Curtis og Joy Division, men som et stemningsbetonet tidsbillede af den britiske musikindustri, skønt det aldrig er i primær fokus. Det er som om man bladre rundt i Corbijn fotoalbums, hvilket er en underligt fascinerende oplevelse.
Rollebesætningen er bestemt helt som den skal være. Sam Reiley spiller ekstraordinært som sindstunge Ian Curtis og Samantha Morton som den hvalpet og småborgerlige Debbie der i bund og grund ikke forstår Curtis, er ligeledes utroligt velspillende. Tony Kebbell som Rob Gretton, Joy Divisions øretæveindbydende manager, er et frisk indslag som også er værd at nævne. Han fungerer passende som en slags tiltrængt comic relief med sine grove replikker.
Skønt ”Control” er Anton Corbijns første spillefilm, føles han på ingen måde som en dilettant. At han rent visuelt har skruet et vidunder sammen, kommer næppe som nogen overraskelse – men at det oven i købet er et klogt og eminent instrueret projekt, er en enestående bedrift. Det er naturligvis et miljø Corbijn kender indgående, men på intet tidspunkt lugter det af klap på skulderen eller et nostalgisk tilbageblik som sådan. Det er ikke sikkert at han vil være i stand til at skabe andre typer spillefilm, men denne er et brillant mesterværk, ingen bør snyde sig selv for – ligemeget om man er til post punk eller ej.
