Skriv en kommentar
Når jeg bliver 91, så vil jeg håbe, at jeg fortsat kan gøre det, som jeg holder allermest af. Lige som Clint Eastwood, som stadig spiller hovedroller og instruerer film. Seneste skud på stammen er ”Cry Macho”, hvor Eastwood spiller den tidligere rodeorytter Mike, som hyres til at hente sin chefs 13-årige søn fra Mexico til USA. Knægten bor i Mexico sammen med sin mor – tror Mikes chef – men sandheden er en anden. Sønnen er rebelsk, er stukket af og lever af rapserier og hanekamp. Rafo, som han hedder, hader begge sine forældre, men indvilliger dog i at tage med Mike. Rejsen hjem bliver dog noget anderledes end Mike havde forestillet sig…
Omdrejningspunktet er overordnet set baseret på at tage et andet menneske under vingerne. Generationskløften er til at få øje på, men det er vist stadig muligt at lære den gamle Clint et eller andet om livet. Et særligt bånd opstår mellem ung og gammel, og et forholdsvist umage par finder en form for respektfuld symbiose. Dog rammer Clint Eastwood ikke nerven på samme måde, som i den fabelagtige ”Gran Torino”, som ”Cry Macho” deler lidt indholdsfællesskab med. Det går altså liiiidt langsomt i alle henseender, og det fornægter sig ikke at Eastwood er en gammel herre efterhånden. Både når han knytter højrepoten og knalder den i fjæset på en håndlanger, og lige så i selve filmens fremdrift. Dertil kommer at der er tendens til for lange passager uden spænding og drama.
Omvendt er der så noget at hente i de mange stilfærdige dialoger mellem Rafo og Mike. Eksempelvis da duo’en snupper en overnatning i en hellig kirke. Her kigger Rafos religiøsitet frem, mens Mike udviser en anden ligegyldighed, som er bundet i alder og erfaring. Rart er det også et være vidne til en film, som ikke tidstypisk insiterer på at vare over 2 timer. Det ville ”Cry Macho” slet ikke kunne bære. Som minutterne skrider frem, så sænker roen sig over filmens indhold. Det giver en større indsigt i, hvad rejsen gør ved dens passagerer.
”Cry Macho” er ikke Clint Eastwoods bedste præstationer. Hverken foran eller bagved kameraet. Men det er ved Gud stadig imponerende at se, hvad han går og pusler med. Den mand holder ikke mange pauser. Han har været her altid, men en dag er han ikke mere. Derfor kan med rette nyde de øjeblikke han skænker os. Og så er det jo ikke forbudt at sætte en af karrierens højdepunkter på bagefter. ”Cry Macho” er desværre ikke en 4-stjernet oplevelse, men nyd i stedet de filmiske træk og greb, som Eastwood mestrer og ikke har glemt.
