Skriv en kommentar
Man sætter sig ned i biografsædet og indstiller øjnene til biografens mørke og lysprojektionerne på det hvide lærred, og så starter anslaget til filmen. De afgørende første øjeblikke, der fra start skal fange os ind i fiktionens vidunderlige verden og med et give os den rytme, vi den næste halvanden time skal følge med i. I ”Da Otar rejste…” starter vi i meget dvælende tempo med indstillingen på en meget gammel kvinde, der bevæger sig meget langsomt. Hun sætter sig stille ned ved et bord, hvor en midaldrende og en yngre kvinde i forvejen sidder. De tre kvinder siger ingenting…Og så sover vi, eller gør vi, nej for man mærker allerede en vis forundring i sit bryst, og man mærker, at disse typer er interessante, og at der er en historie at fortælle.
Måske er kvinderne tavse, fordi Otar er rejst til Paris. I hvert fald viser det sig senere, at de tre kvinder er Otars efterladte familie. Tre generationer af kvinder der bor i samme hus uden megen mandlig modstykke: Otars mor Eka, Otars søster Marina og Otars søsters datter Ada. Otar sender ofte et brev til de tre. Brevene er dog hovedsageligt henvendt til Eka, som forguder og hele tiden venter på nyt fra Otar, der forsøger at få uddannelse og arbejde som læge i Paris, det forjættede land. Marina, som jo er Otars modne søster, føler sig forbigået af moren, der tænker mere på den ambitiøse søn. Marina fremstår som en typisk halvindsnævret midaldrende kvinde, der vil gøre det gode, men alligevel ofte snubler p.a. sin usikkerhed. Ada er en charmerende intellektualiserende pige, der dagdrømmer om et rigere og mere udfordrende liv end det, Tblisi (hovedstaden i Georgien) kan tilbyde hende. I det hele taget fremstår Frankrig og i særdeleshed Paris som stedet, de tre kvinder dyrker som mulighedernes land. Bogreolen bugner af fransk litteratur, og sproget går gerne over i fransk. Da Otar pludselig dør, brister drømmene, men Marina og Ada holder den skrækkelige nyhed tilbage for Eka. De to starter et net af fatamorganadrømme og illusioner, som kommer til at få betydning for alle tre kvinder. For hvad er fremtiden i Tbilisi, og hvad er alternativet, og hvad er drømme, og hvad er virkelighed?
Filmen er instruktøren Julie Bertuccellis debutfilm, og det kan man ikke se. Filmen er meget stilsikker, og stemning holder hele vejen igennem. Bertuccelli har da også tidligere været instruktørassistent for Krysztof Kieslowski, og inspirationen fornægter sig ikke. Det er det langsomme tempo med menneskeskæbnerne i centrum, der bærer filmen af sted. Den gamle mor Eka spilles helt igennem fantastisk af Esther Gorintin, der debuterede som skuespiller i 1999, der var hun 85. Eka fremstår som charmerende gammel og utroligt karismatisk, bedre gøres det simpelthen ikke. Også de andre skuespillere gør det glimrende; Marina spilles nuanceret af Nino Khomassouridze, der heller ikke er nogen erfaren skuespiller. Datteren Ada spilles af Dinara Droukarova med en intellektuel udstråling, der får enhver yngre litterat til at blive fascineret og småforelsket. Så det er tre generationers kvinder, der hver for sig spiller godt, men som bliver endnu bedre i samspillet med- og kontrasten til hinanden.
Nogen stor udviklingshistorie er der bestemt ikke tale om, men filmens styrke er, at den giver sig tid til at psykologisere kvinderne og lade deres skæbner fortælle både noget alment menneskeligt og noget om vilkårene i en tidligere sovjetstat, der nu skal stå på egne ben. Og selv om Eka bestandigt holder på at alt var bedre under Stalin, tager hun alligevel til Paris sammen med Marina og Ada for at finde Otar – Men Otar er død.
Det er i hvert fald en anderledes filmoplevelse, og det ville være dumt at snyde sig selv for at se den på det store lærred. Filmen, som har vundet adskillelige priser, kan og bør opleves i Grand, Kbh., Øst for paradis, Århus eller i Cafebiografen, Odense.
